23948sdkhjf

Gamle fjernvarmerør sætter ozonlaget under pres

Ny metode afslører skadelige gasser, før de frigives

I Danmark står en stor del af fjernvarmerørene over for en udskiftning.

Mange af de gamle rør er isoleret med skum, der indeholder ca. 4.000 tons forbudte drivhusgasser, CFC-gasser. 

- Når man skal genbruge stålet fra udtjente fjernvarmerør, vil man samtidig frigive hovedparten af de drivhusgasser, som er bundet i isoleringsskummet. Hvis al gassen slippes ud i atmosfæren, vil det svare til ca. en tredjedel af Danmarks årlige CO2-udledning eller 16.000.000 tons CO2,siger specialist Casper Laur Byg fra Teknologisk Institut.

Findes i isoleringen
De forbudte gasser er bundet i isoleringen om gamle varmerør. 

CFC-gas blev anvendt i isoleringsskum til køleskabe, frysere, byggematerialer og fjernvarmerør frem til 1995, hvorefter gassen blev forbudt. Det skønnes, at der indtil 1995 er nedgravet 26.000 km fjernvarmerør, som indeholder 4.000–4.500 tons CFC-gas, der er bundet i isoleringen. 

Hvis rørene ved udskiftning klippes op til genbrug, som det har været praksis indtil nu, vil gasserne altså blive frigivet, og skade ozonlaget og medføre en voldsom drivhuseffekt.

Ny metode
Når fjernvarmerør bliver udskiftet med rør med tidssvarende isolering, sendes de gamle rør til genanvendelse på grund af indholdet af stål. 

- Ved klipning og knusning af de udtjente rør frigives stort set hele den CFC-mængde, der har været bundet i isoleringen, til atmosfæren. Udfordringen er, at rør med og uden CFC ser ens ud, og derfor kan genbrugsfirmaerne ikke umiddelbart afgøre, hvilke rør der indeholder CFC i isoleringsskummet, siger Casper Laur Byg.

Derfor har Teknologisk Institut  i samarbejde med GasDetect og Stena Recycling og med støtte fra Miljøstyrelsen udviklet en ny målemetode, som på stedet kan afklare, om isoleringsskum indeholder CFC-gasser.

Med Teknologisk Instituts nye målemetode kan genbrugsfirmaerne på stedet identificere det isoleringsskum, der indeholder de forbudte drivhusgasser ved hjælp af usynligt nærinfrarødt lys. Måleudstyret suger gassen ind i en bærbar målecelle, og hvis indholdet af CFC overstiger en bestemt grænse, lyder en alarm. Målingen kan udføres på under et minut. 

Ulig køleskabe, der frasorteres og håndteres på specielle anlæg, stilles der i dag ingen krav til håndteringen af ældre fjernvarmerør, hvorfor udstyret vil blive benyttet på frivillig basis.  

Projektet er støttet af Miljøstyrelsens Udviklings- og Demonstrationsprogram, projektnummer MST-141-01417

 Fakta: 

  • CFC (Chloro-Fluoro-Carbon) er en gruppe af kunstigt fremstillede gasser, der udelukkende indeholder klor, fluor og kulstof, og som er svært nedbrydelige
  • CFC blev anvendt til opskumning af isolering i bl.a. køleskabe og fjernvarmerør samt som kølemiddel
  • Frigivelsen af CFC sker primært, når skummet knuses
  • Anvendelsen blev forbudt pr. 1/1 1995, jf. Montrealprotokollen
  • I Danmark er der ca. 2×13.000 km fjernvarmerør med CFC-holdig isolering, svarende til ca. 4.000-4.500 ton CFC 
  • Den mest anvendte CFC-gas (CFC11) har en drivhusgaseffekt, der er ca. 4.000 gange kraftigere end CO2
  • Hvis al CFC-gas fra ældre fjernvarmerør i Danmark slippes ud i atmosfæren, vil det svare til ca. 1/3 af den årlige, danske CO2-udledning
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125