Forhandlingerne om et nyt energiforlig er i skrivende stund i gang. Præcis hvornår et resultat lander vides pt. ikke, men der synes bred enighed i Folketinget om, at Danmark i fremtiden skal producere markant mere grøn energi.

En enighed, der symboliserer, at vigtigheden af vedvarende energi, og nødvendigheden af en mindskelse af afhængigheden af fossile brændsler i energiproduktion er efterhånden bredt anerkendte sandheder, så den omvendte konklusion havde også været både overraskende og skuffende.

Men det er alligevel værd at glædes over, at grøn energiproduktion er blevet politisk mainstream.

Hvad der derimod er knap så positivt, er, at perspektiverne omkring den vedvarende energi, i hvert fald i regeringens udspil til energiforliget, ikke rækker længere end tilvejebringelsen.

For vi kan, og skal investere massivt i f.eks. vind- og solenergi, men vi kommer ikke ud over de grundlæggende udfordringer, der i sagens natur er forbundet med at basere energiforsyning på vejret. Nogle dage betyder vejrforholdene, at der produceres mere strøm, end vi har behov for, andre dage er det modsatte tilfældet.

Derfor ligger én af de vigtigste opgaver i energipolitikken lige nu i at sikre, at den overskydende strøm kan lagres eller konverteres til andre energikilder, som så kan bruges andetsteds.

Potentialet ved en udbygget elektrificering er uhyre stort, og der er ingen tvivl om, at det vil blive en bærende del af fremtidens energisystem. For at realiserer potentialet skal vi anskue elektrificeringen bredere. Det handler om at se den producerede strøm som en råvare, frem for som slutproduktet, og om at forstå, at elektrificering også kan betyde e-fuels og grønne gasser produceret fra el. El skal være et aktivt i energisystemerne, og ikke alene noget der ender i stikkontakterne.

For at realisere det skal vi først og fremmest bruge langt mere strøm til elektrolyse, og herved producere ”grøn” brint. Denne brint kan så eksempelvis bruges i transportsektoren, hvor bl.a. busser, lastbiler og personbiler vil kunne køre ikke alene særdeles brændstoføkonomisk, men også helt uden CO₂-udslip. Brint kan også bruges i produktion af metanol og til metanisering af CO₂ – f.eks. fra biogas.

Metanol, er et flydende brændstof, der bl.a. bruges i skibsfarten, og er tillige en meget stabil energibærer at bruge, der er betragteligt billigere og lettere at lagre end den ubearbejdede el. Muligheden for at producere grøn metanol fra el og CO2 samt de øvrige positive egenskaber gør, at efterspørgslen efter metanol bliver langt større i fremtiden, end vi har oplevet hidtil.

Og når det gælder gas er der ligeledes et kæmpe potentiale. Den biogas vi producerer i dag, består af ca. 40% CO2. Ved såkaldt metaniseringen af biogassens naturlige indhold af CO2 blander vi CO2 og brint, hvorved der produceres yderligere biogas. Det vil altså sige, at den CO2 der ellers ville være sluppet ud i atmosfæren fra biogassen, via brinten bliver til ny gas – så vi i nærheden af fordobler produktionen af biogas. Og mulighederne ved metaniseringen er potentielt enorme, hvis der er velvilje til investeringer og nytænkning. Metaniseringen af biogas er et yderligere niveau af en allerede igangværende gasudvinding, men på sigt vil metanisering kunne finde anvendelse på cementfabrikker eller andre CO2-udledende faciliteter.

Der er således store muligheder for at bruge den grønne og billige strøm til både brint, brændstoffer og gas. Og dermed har vi både åbnet for at flytte vindmøllestrøm over i transportsektoren, muliggjort lagring af energi og ikke mindst åbnet døren til endnu et potentielt eksporteventyr på energiområdet.

Men det kræver at vi integrerer energilagring i det danske energisystem, og det må, og skal være en bunden opgave i disse ugers forhandlinger at sørge for, at det også bliver resultatet når vi kender den endelige energiaftale.  

Artiklen er en del af temaet Debat.