23948sdkhjf

Minister vil have planlagt jysk el-ledning i jorden

Energinet skal undersøge mulighederne for at grave en planlagt 170 kilometer lang højspændingsledning ned.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) vil have undersøgt muligheden for at få gravet en planlagt højspændingsledning i Syd- og Vestjylland ned.

Ledningen er indirekte en del af det store projekt Viking Link, der skal gøre det muligt at eksportere dansk og udenlands strøm til Storbritannien via Danmark.

En del af planen er en 170 kilometer lang højspændingsledning fra Idomlund ved Holstebro til den dansk-tyske grænse.

Det statsejede selskab bag projektet, Energinet, har meddelt, at ledningen ikke kan graves ned.

- Vi har fået en meget klar melding om, at det ikke vil være muligt at kabellægge hele ledningen. Den vurdering har jeg nu bedt Energinet om at gå hjem og kigge på igen.

- Derudover vil jeg bede en ekstern konsulentvirksomhed om at kigge på, om de vurderinger, der er kommet fra Energinet, holder, siger Lars Chr. Lilleholt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Energinet til Lars Chr. Lilleholts besked om, at selskabets vurdering af muligheden for at grave elledningen ned ikke er accepteret. Energinet oplyser, at man ikke kan kommentere uden for kontortid.

Planerne om at opføre flere hundrede 35-meter høje elmaster ned gennem den jyske natur har mødt stor modstand fra lokale politikere og borgere. 

- Det er energiselskaberne, staten og tyske kulkraftværker, der tjener penge på de her master.

- Det er ikke os som forbrugere, der har gavn af det her. Og hele beslutningen sker, uden at vi som borgere kan gøre noget ved det, sagde Beth Lauridsen, formand for Foreningen for Elkabler i Jorden til DR i december.

Og Lars Chr. Lilleholt har da også taget kritikken til efterretning.

- Jeg forstår godt, at der lokalt er et stort ønske om at grave denne her ledning ned.

- Men inden man kan det, så skal man vide, at det rent teknisk kan lade sig gøre, siger Lars Chr. Lilleholt.

Hele Viking Link-projektet er blevet kritiseret ikke bare for udsigten til de mange højspændingsmaster i Jylland, men også for at være en motorvej for tysk energi betalt af danske forbrugere, som Energinet efterfølgende kan høste overskuddet fra.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11