23948sdkhjf

Minister i tæt dialog med jyske borgmestre

Højspændingsledningerne er endnu engang på dagsordenen

Energiministeren havde torsdag morgen et møde med en håndfuld sydvestjyske borgmestre. Her blev der diskuteret den forståelige skepsis, som den nye højspændingsledning i Syd- og Vestjylland møder lokalt.

Det skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

På mødet blev ministeren og borgmestrene enige om, at man har en fælles opgave i at finde løsninger, der er mere skånsomme for natur og borgere. På mødet blev der også aftalt to borgermøder efter sommerferien, hvor ministeren og Energinet vil deltage.

- Jeg vil i den kommende tid have en tæt dialog med borgmestrene i de berørte kommuner i Syd- og Vestjylland. Vi har aftalt, at vi i august arrangerer to borgermøder i Vestjylland – et for den nordlige og et for den sydlige del af el-forbindelsen. Jeg vil selv deltage i borgermøderne og lytte til de synspunkter, som de berørte borgere har. Jeg håber også møderne vil give vigtige input til den redegørelse, jeg har bedt Energinet om at udarbejde, så vi er sikre på, at vi får vendt hver en sten i denne sag, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. 

Uvildig undersøgelse af de tekniske løsninger
På mødet fremlagde Energinet de muligheder, der er for nedgravning af højspændingsledningen gennem Vestjylland, som også blev præsenteret for PSO-kredsen i sidste uge.

Det er Energinets vurdering, at det kun i begrænset omfang er muligt at drive et 400 kV net med fuld nedgravning.

Ministeren har bedt Energinet om at undersøge alternative muligheder, herunder i hvilket omfang der er mulighed for yderligere kabellægning af de nye 400 kV højspændingsledninger. Desuden har han bedt om en uvildig undersøgelse af den rapport, som Energinet er ved at udarbejde.

- Det er vigtigt at slå fast, at Energinet i sin redegørelse skal have fokus på, hvilke tekniske løsninger der er, og vi skal have udenlandske eksperter til at se det efter i sømmene, så vi får manet al tvivl i jorden om, hvad der kan lade sige og hvad der ikke kan. Det er det, jeg har aftalt med borgmestrene, siger Lars Chr. Lilleholt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094