23948sdkhjf

Smart City Svebølle – en testlegeplads

Tredive huse i Svebølle på Vestsjælland fik for tre år siden koblet wifi til deres elmålere, varmepumper og varmemålere.

Svebølle blev med ét omdannet til en teknologi-legeplads.

Der er løbet meget vand i åen siden, men Svebølle fungerer stadig som prøveklud for mangt en teknologi i almindelighed og en energiteknologi i særdeleshed.

Svebølle – en rigtig by
At det lige er Svebølle, der blev slagmarken for nye teknologier, er ikke en tilfældighed.

- Den ligger midt mellem Kalundborg og vores domicil i Svinninge. Og så er det en rigtig by, fortæller Morten Gjølstad Kristensen fra Seas-NVE, der sammen med Kalundborg Kommune har etableret og drevet smart-city-projektet i Svebølle.

Med en rigtig by mener han selvfølgelig en by med sportshal, skole og togstation.

- Den havde bare rigtigt mange facetter, som man gerne ville køre et forsøg på. Den havde alt det, man gerne ville undersøge og alle de ting, der er i en stor by, bare i mindre skala, forklarer Morten Gjølstad Kristensen.

Borgerne i Svebølle var dengang mere end klar til at deltage i projektet. Alle ville være prøvekaniner, men som udgangspunkt startede man med wifi-netværk, et IoT-netværk og 30 deltagende husstande.

I dag er det dog et anderledes set-up, da de teknologier, der testes, vedrører langt flere end indbyggerne i de tredive udvalgte huse.

CO2-målinger og intelligent gadebelysning
Siden opstarten af projekt Smart-City-Svebølle har der ikke bare været testet på elforbrug og varmepumper.

- Vi har leget med mange forskellige teknologier. Vi har for eksempel lagt en temperaturføler under vejen, bare for at se om man kunne. Uden nødvendigvis at have en færdig løsning, har der været testet et hav af teknologier. Ikke alle tests har haft et formål, fortæller Morten Gjølstad Kristensen.

Han fortæller også, at der har været foretaget CO2-målinger på skolen og ved toget. Ligeledes er der sat parkeringsfølere op på P-pladsen, så handicappede kan guides hen til den nærmeste, ledige p-plads.

- I bund og grund har vi testet en masse teknologier af. Nogen af løsningerne er energieffektive – andre er bare smarte, siger Morten Gjølsted Kristensen og tilføjer:

- Kombinationen af de her ting har givet enorm viden og et enormt potentiale. Ved at afprøve en masse forskellige teknologier, har vi lært, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer.

Intelligent gadebelysning på Lolland
En af de ting, der fungerer, og som både er energieffektiv og smart, er intelligent gadebelysning. Den løsning er faktisk så smart, at man netop har udrullet IoT-netværk til det formål i Lolland Kommune.

- Vi kan styre vejbelysningen ud fra, hvor meget trafik, der er. Vi kan bestemme, hvor meget lysstyrke, der skal være i forskellige områder. Og når der er meget trafik, skruer vi op for lyset. Det betyder, at der er meget lys ved indfaldsvejene, mens vi i sommerhusområderne kan skrue ned for lyset, når der ikke er nogen i sommerhusene, forklarer Morten Gjølsted Kristensen.

Han fortæller, at man arbejder med en lignende metode inden for renovation og vejsaltning.

- Vi kan via IoT-netværket registrere, hvor meget affald, der er i en container ved sommerhusene og først tømme den, når den er fuld. Eller vi kan registrere temperaturen i vejene og kun salte der, hvor der er minusgrader, siger Morten Gjølsted Kristensen.

Rammer bredt
Svebølle har i dag været testby i nogle år, men det er ikke slut endnu.

- Vi har høstet de helt store fordele ved det her og kommer til at bruge det i samarbejde med kommunen, og når der skal testes nye innovative løsninger, siger Morten Gjølsted Kristensen.

De gode resultater til trods, så har det betydning, at man har valgt at teste i Svebølle og ikke i en større by. Alligevel har man i forsøget og med resultaterne ramt rimeligt bredt.

- Nogle af de resultater, vi har fået, viser, at nogle løsninger passer bedst til den specifikke situation, hvor de er testet. En del af løsningerne kan uden problemer skaleres op og anvendes i større byer, og så er der en stor mængde af løsninger, der bare passer bedst til små byer, slutter Morten Gjølsted Kristensen.

Fakta om Svebølle – en rigtig by

Svebølle har 2.326 indbyggere

Svebølle er en stationsby i Kalundborg Kommune

Svebølle Skole har ca. 300 elever fra børnehaveklassen til og med 9. klasse.

I Svebølle findes også en børnehave og en sports- og idrætshal, der blandt andet huser Viskinge Badmintonklub, Viskinge Gymnastikforening og Bjergsted Håndboldklub.

I Svebølle Centret findes blandt andet filial af SuperBrugsen samt en bager, et pizzeria, to frisører, en spillehal, et værtshus og et apoteksudsalg.

Kilde: Wikipedia

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11