23948sdkhjf

Problematisk hr. og fru Jensen-pesticid fundet hos 21 vandværker

I godt én måned har danske vandselskaber været tvunget til at teste, om der findes rester af pesticiderne Tolylfluanid og Dichlofluanid i det drikkevand, der sendes ud til forbrugernes vandhaner.

Helt nøjagtig er det nedbrydningsproduktet fra de to stoffer, dimethylsulfamid (DMS), som Miljøstyrelsen har fundet så problematisk, at det er blevet indført på det lovpligtige analyseprogram.

I den periode er der fundet DMS i afgangsvandet til kunderne hos mindst 21 af de 99 vandselskaber, der indtil videre har fået testet sit vand. Fire steder over grænseværdien, 17 steder under, og endnu mangler omkring 2.900 vandselskaber at teste.

Det viser en kortlægning af resultaterne fra selskabernes vandprøver, som kommunen.dk har foretaget.

- Kortet afslører, at vi har et stort problem. Og hvad man ikke kan se ud af kortet direkte, så er det et omfattende problem især i hovedstadsområdet, siger Claus Vangsgård, biolog hos vandsektorens interesseorganisation Danva til kommunen.dk.

Både Tolylfluanid og Dichlofluanid har været brugt i Danmark som svampemiddel i frugt- og bærproduktion, men blev forbudt i henholdsvis 2007 og 1974.

Til gengæld er det stadig lovligt at sælge og købe maling tilsat Tolylfluanid eller Dichlofluanid som konserveringsmiddel, så der ikke sætter sig svamp oven på flotte, nymalede stakitter.

Miljøstyrelsen oplyser til kommunen.dk, at den ikke har nogen viden om, hvor mange danskere der går rundt maler med produkter, der indeholder enten Tolylfluanid og Dichlofluanid. Der findes heller ikke nogen viden om, hvor mange liter af malingen der er blevet solgt i Danmark.

Ifølge styrelsen er årsagen, at den fem år gamle europæiske biocidforordning endnu er så ny, at Miljøstyrelsen ikke har kunnet implementere de relevante godkendelsesordninger på området.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095