23948sdkhjf

Energinet bakser stadig med 500 millioner liter vand

Siden december 2016 har Energinets kaverne nummer TO6 i gaslageret i Ll. Thorup været fyldt op med lige nøjagtigt 500 millioner liter vand.

Årsagen er, at Natur- og Miljøklagenævnet i december 2016 stadfæstede sin dom fra maj 2016 og fastslog, at Energinet ikke længere måtte foretage udskylninger af sine kaverner i gaslageret Ll. Thorup og efterfølgende lukke vandet ud i Limfjorden, som man hidtil havde gjort.

Den beslutning faldt midt i en udskylning af kavernerne, hvorfor de mange millioner liter vand måtte blive, hvor de var.

Siden har selskabet forsøgt at finde frem til en løsning, men det er endnu ikke lykkedes, og kavernen er stadig fyldt til randen med vand.

Forklaringen på, at man endnu ikke har fundet en løsning, er, at de løsninger, man indtil videre har kigget på, er meget dyre, oplyser Energinet.

Fyldes på andre kaverner
De mange liter vand betyder ikke blot, at kavernen ikke kan lagre så meget naturgas, som den kan fuldt funktionsdygtig. Det betyder også, at Energinet ikke kan køre videre med sit vedligeholdelsesprogram.

Energinet arbejder derfor med en kortsigtet og langt fra optimal løsning.

- Løsningen er at bruge vandet igen. Fylde det over i en ny kaverne, så den tidligere fyldte kaverne kan vedligeholdes. Og derefter fylde det over i endnu en kaverne og så videre, oplyser Energinet.

Det løser bare ikke problemet på sigt. De 500 millioner liter vand vil stadig være i gaslageret – bare i en anden kaverne.

Alle påhit er velkomne
Energinet har ellers længe efterlyst en løsning. Sidste år i maj fortalte Allan Therkelsen fra Energinet til Energy Supply, at selv de vildeste ideer var velkomne.

Selv havde Energinet på det tidspunkt kigget på forskellige løsninger.

En var at pumpe vandet op og lede det ud i havet. En anden var at pumpe vandet op og køre det til Ekokem i Nyborg på tankbiler for at få det renset. Det ville dog kræve en 30.000 til 40.000 kørsler - og vil nok være at betegne som en af de dyre løsninger.

En tredje og sidste mulighed var, at lade vandet blive i kavernen. Det kan også potentielt blive en dyr affære, da man ikke ved, hvad der vil ske med lageret og vandet, når man kommer ud over en vis periode. 

Energinet står altså stadig tilbage med en ikke-fungerende kaverne, men sidder ikke bare med hænderne i skødet.

- Vi har endnu ikke en løsning på problemet, men arbejder på det, lyder det fra Energinet.

De seks øvrige kaverner fungerer i øvrigt fint (red.)

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097