Elektrolyse - Vindmøllens oplagte følgesvend
- … fælles for alle scenarier er, at der forventes meget mere fluktuerende elproduktion fra vind og sol i Europa.
Sådan lyder det i Energinets analyse Systemperspektiv 2035.
Den allerede anerkendte udfordring - at produktionen af el er størst, når forbruget er lavest - vil nå nye højder.
Danmark er en vindnation! Det giver os en masse goder, men også et par udfordringer.
Den største udfordring er, at vores forbrug og produktion af el ikke stemmer overens. Batterier og elbiler er en del af løsningen, med der vil også være behov for konvertering til højværdiprodukter igennem elektrolyse.
Dét har de opdaget i Holland hvor NIB (Northern Netherlands Innovation Board), anført af bl.a. Gasunie, RaboBank og ING, har analyseret rammerne for et fremtidigt energisystem med hydrogen som den bærende byggesten. I rapporten The Green Hydrogen Economy in the Northern Netherlands forklarer NIB, hvordan Holland via grøn elektrolyse kan anvende vindmøllestrøm, når prisen er lav, til at producere brint. Den grønne brint kan derefter anvendes i transport og industri, men også videreforædles til højværdiprodukter som biometanol til transport eller ammoniak til landbruget.
Ved åbningen af HyBalance-brintfabrikken d. 3. september i Hobro vil Air Liquide vise verden, at 1MW elektrolyseanlæg ikke er en fremtidsdrøm – det er virkelighed i dag.
Nordsøen er det helt rigtige sted til vind – og dermed også elektrolyse – investeringer.
World Energy Council fastslår i en rapport fra januar 2018, at potentialet for CO2 besparelse ved investering i grøn elektrolyse i hele Nordsøområdet er 32 megatons CO2 pr. år. Denne CO2-besparelse kan blive endnu større, hvis vi øger produktionen af metanol og DME, da processen kan anvende opsamlet CO2 fra industriproduktion eller opgraderende biogasanlæg. Tilmed vil brint, når omfanget af elektrolysen bliver større, kunne lagres i saltkaverner og derved reducere omkostningerne betragteligt.
Kombinationen af et velfungerende gasledningsnet og tilstedeværelsen af store salthorste gør det centrale Jylland og området omkring Mariager Fjord, Hvornum og Lille Thorup til et oplagt sted at skabe nye brint-drevne løsninger på fremtidens fluktuerende udfordringer.
Der er et stort behov for koordinering mellem den teknologiudvikling, som i stigende grad finder sted indenfor Power-2-X området, og de offentlige investeringer i det integrerede energisystem. Vi kan kun nå vores ambitiøse mål for vedvarende energi ved at tænke i et sammenhængende system.
Det er netop det, vi i Hydrogen Valley arbejder for, og det er netop det tema, som vi på eventet ”Energidag” d. 12. september vil bringe til bordet.
Innovation inden for dette område er essentiel for at markedsmodne teknologierne.
Med andre ord: konvertering af energi, når udbuddet er højere end efterspørgslen, til højværdiprodukter som brint, metanol, DME og ammoniak vil binde vores energisystem bedre sammen – og bringe endnu mere værdi til vores position som en af verdens førende vind-nationer.
Om Hydrogen Valley Hydrogen Valley er en del af energiklyngen House of Energy. Hydrogen Valley har fokus på grønne gasser og brændstoffer som brint, biogas og metanol. Centret er placeret i CEMTEC erhvervsparken i Hobro og finansieres af Region Nordjylland og Mariagerfjord Kommune. |
Artiklen er en del af temaet Debat.