23948sdkhjf

Hun vil være drikkevandets talerør

Ny direktør for Danske Vandværker vil sikre det danske drikkevand - men det handler også om andet og mere end vand.

Driftsdirektør i Banedanmark, direktør i Holbæk Forsyning, primus motor i fusionsforløbet, der førte til forsyningsselskabet Fors i 2016.

Den nye direktør Susan Münster har megen erfaring at trække på i sin nye stilling som direktør for foreningen Danske Vandværker.

Her satte hun sig i direktørstolen den 1. august, og fra den skal hun være med til at passe på vores drikkevand.

Men først skal hun lige køres i stilling.

- Den første tid har jeg brugt rigtigt meget på at være i kontakt med vores medlemmer, besøge vandværker og vores virksomhedsmedlemmer. Og på at lære sekretariatet at kende, siger hun.

Når den del er overstået, så forventer hun i den grad at trække i arbejdstøjet.

- Det er jo en branche, der har flyttet sig helt vildt i de senere år. Det er jo drikkevandets talerør. Jeg glæder mig til at tage tingene et skridt videre, siger hun.

Fortidens synder
Danske Vandværker arbejder for en sikker og effektiv vandforsyning, og sådan skal det også være i fremtiden, selvom der er kommet en ny kvinde for bordenden.

- Den vigtigste opgave for mig og for Danske Vandværker at sikre vores grundvand og dermed vores drikkevandsforsyning, siger Susan Münster.

En ikke helt nem opgave da truslen mod vores drikkevand skal findes i fortiden – og muligvis i fremtiden

- Det er jo fortidens synder med pesticider og nedbrydningsstoffer, og vi kan se, at der kommer flere og flere til. Her må vi se på, hvad vi kan gøre for at reducere skadens omfang. På den anden side ved vi ikke, hvad der dukker op i fremtiden, siger Susan Münster.

Skærpet vurdering
I løbet af det seneste år er det danske drikkevand blevet ramt af en lang række af fortidens synder. Nedbrydningsmidlet Desphenyl-Chloridazon blev ulovliggjort i 1996 og er altså først her i 2017/2018 dukket op i drikkevandet. Sammen med et par andre stoffer har det givet vandværkerne noget mere at teste for, når de undersøger om vandet på kildepladserne er rent nok til at sende ud i Hr. og Fru Danmarks haner.

Alene på et år er antallet af stoffer, der skal testes for, steget fra 38 til 41 stoffer i det obligatoriske prøvetagningsprogram. Og det er en tendens der fortsætter.

- Der kommer flere stoffer op som desphenyl-chloridazon. Dengang i 1990’erne troede man, at det var fint. Det er ikke slut. Jeg tror, at det, der sker fremadrettet, er, at man bliver mere skærpet i sin vurdering af, hvad der er af risici og konsekvenser ved anvendelse af for eksempel ukrudtsmidler, siger Susan Münster og tilføjer:

- Vi skal arbejde for at beskytte vores drikkevand. Det er nu, der skal sættes ind, siger hun.

Fastholde forbrugernes tryghed
I kølvandet på de mange nye forureninger kombineret med en hel det gamle kendinge er der opstået en del diskussioner om rensning/ikke-rensning af drikkevandet. En diskussion, der deler vandene. Der er dem, der mener, at vi ligeså godt kan rense al drikkevand, inden det sendes ud til forbrugerne, og dem, der mener, at der først skal renses, når der er registreret en forurening.

Hos Susan Münster er der ingen tvivl.

- Holdningen er foreningens holdning. Vi skal beskytte vores kildepladser og arbejde massivt for pesticidfri drift i områder nær kildepladserne. Der vil selvfølgelig være vandværker, hvor rensning er den eneste udvej, siger Susan Münster, men understreger, at det skal være undtagelsen frem for reglen.

- Det ville være ærgerligt, hvis det ender med, at alt drikkevand skal renses. Der er heldigvis langt til at det bliver en realitet. Vi skal arbejde på at fastholde forbrugernes tryghed ved, at de kan drikke vand fra hanen, siger hun. 

Det handler om andet end vand

Susan Münster tiltrådte stillingen som direktør for Danske Vandværker pr. 1. august. Den fornemmeste opgave for hende er at sikre drikkevandet, men der er også andre opgaver, der trænger sig på.

Først og fremmest er der samarbejdet med resten af forsyningssektoren - dernæst er der en stor opgave forbundet med at få yngre kræfter til at tage over.

Den cirkulære økonomi
Vandsektoren kan og skal ikke stå alene, og det gør den heller ikke. Susan Münster vil fra sin stol arbejde sammen med både varme-, el- og affaldssektoren.

- Jeg tror, det er vigtigt, vi står samlet, der hvor vi kan nå til enighed. Vi skal rykke sammen for at kunne rykke, siger Susan Münster.

Og her peger hun ikke bare på, at Danske Vandværker og Danva helt sikkert og uden sværdslag kan blive enige om, at vi skal beskytte vores drikkevand.

- Vi skal se på hele den cirkulære økonomi, og hvordan vi udnytter vores ressourcer bedst muligt, siger Susan Münster.

Dåbsattesten er firs plus
Øverst på listen over opgaver findes én, der ikke er direkte relateret til beskyttelse af vores grundvand.

Nemlig den omfattende opgave med at få gennemført et generationsskifte rundt omkring i vandværkernes bestyrelser, hvor opgaverne varetages på frivillig basis.

- Der er jo efterhånden en ret høj gennemsnitsalder i vandværkernes bestyrelser. Dåbsattesten er jo ofte firs plus, men det er ikke alderen i sig selv, der er et problem. Hen af vejen skal der yngre kræfter til, siger Susan Münster og uddyber:

- Opgaven bliver at gøre det tilstrækkeligt interessant og få de yngre generationer til at interesse sig for drikkevandet - også uden vederlag, siger Susan Münter.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078