Dronninglund får formentlig sin varmepumpe
Dronninglund Fjernvarme ønsker at etablere en grundvandsbaseret varmepumpe, der kan dække 41 pct. af varmeforsyningen blandt værkets kunder.
Der har dog været meget politisk blæst om projektet i Brønderslev Kommune, og miljø- og teknikforvaltningen i Brønderslev Kommune har ønsket en ny VVM-proces omkring projektet.
Det har flere politikere dog været imod. I kommunens Teknik- og Miljøudvalg stemte et flertal for, at projektet helt droppes, og i Økonomiudvalget var der tre stemmer for og tre stemmer imod. Den syvende og afgørende stemme, socialdemokraten Arne M. Jensen, ønskede sagen videresendt til Byrådet uden indstilling.
Byrådet skulle så tage stilling til projektet tirsdag aften, men sagen endte med at blive pillet af dagsordenen, skriver Nordjyske Stiftstidende.
For i mellemtiden havde Dronninglund Fjernvarme nemlig holdt møde med Østvendyssel Råvandsforsyning, der havde gjort indsigelser til projektet.
Sammen med Dansk Fjernvarme og Danske Vandværker havde parterne fundet en ny fælles model for projektet, der betyder, at Østvendsyssl Råvandsforsyning leverer grundvandet, som Dronninglund Fjernvarme efterfølgende trækker varmen ud af og til sidst leverer vandet tilbage til råvandforsyningen.
- Vi er tilfredse, det er der ingen tvivl om. Det er det, vi hele tiden har kæmpet for. Det tidligere projekt var spild af ressourcer og med for stor en risiko. Med den her tilkendegivelse om samarbejde har vi en løsning, der kan være brugbar for begge parter, og vores bekymringer bliver lagt til sidde, siger Anders Peter Jensen, formand Østvendssyssel Råvandsforsyning, til Nordjyske Stiftstidende.
De to parter har frem til 1. juli 2019 til at præsentere det fælles projekt.