Vi skal beskytte og ikke systematisk rense vores drikkevand
Fortidens syndere i form af pesticider og nedbrydningsstoffer truer vores drikkevand og gør forbrugerne utrygge.
Men systematisk rensning af vores drikkevand, som eksempelvis Hjørring Vandselskab har været ude og foreslå i medierne, lægger jeg som direktør i Danske Vandværker afstand til. Efter min mening risikerer vi at udhule vores gode model for drikkevand, hvis vi giver los for rensning af vandet.
Hvorfor? Jo, fordi vi så signalerer, at teknologien kan klare alle problemerne for os, og ingen behøver at passe på vores grundvand. I Danske Vandværker mener vi, at rensning af drikkevand er et våben, som kun skal benyttes i ganske særlige tilfælde og kun i en fastsat periode. Med andre ord er den såkaldte videregående vandbehandling en nødløsning. Det er for eksempel en nødløsning, når man driver vandværk på en ø og ikke kan finde alternative kildepladser.
Heldigvis er der generel bred politisk enighed om, at vi ikke skal rense vores drikkevand mere, end vi gør i dag.
Beskyttelse af vores grundvand
Danske Vandværker bakker helhjertet op om alle tiltag, som kan beskytte vores grundvand. Vi prioriterer grundvandsovervågning højt og mener, at vi bør øge overvågningen og indføre stop for brug af pesticider i de boringsnære beskyttelsesområder. Ligesom vi tror på, at en skærpet vurdering af sundhedsrisici og konsekvenser, når vi godkender og bruger pesticider, er en del af løsningspaletten.
Det tager mellem 20-40 år for pesticiderne at nå ned til grundvandsmagasinerne, hvor vi henter vores drikkevand. Det, der bekymrer mig, er, at vi ikke ved, hvad vi finder til næste år og året derefter.
Derfor er det vigtigt, at vi ikke gentager fortidens syndere. Vi skal lære af fortiden og skride til handling ved at sikre vores grundvand og drikkevandsforsyning.
Hvordan? Jo, ved at øge grundvandsovervågningen og ved at frede vores kildepladser.
De seneste par år er vandværkerne blevet hårdt ramt af fund af nye nedbrydningsstoffer, der er dukket op til overfladen. Det kan være tillokkende at gribe til videregående vandbehandling for at fjerne pesticiderne.
Jeg må dog advare mod det. Jeg kan ikke understrege nok, at videregående vandbehandling for nuværende er en nødbremse, der skal aktiveres med den største forsigtighed.
Det handler om at tænke fremad og ikke kun se på, hvad der er den nemme løsning på den korte bane. Og så handler det i høj grad også om at fastholde forbrugernes tryghed, så de ubekymret kan drikke et glas vand fra hanen.
Artiklen er en del af temaet Klumme.