23948sdkhjf

Midlertidig løsning skal redde kældre fra oversvømmelse

Din Forsyning kobler vejvand fra og etablerer niveaumålere.

Strandby Kirkevej i Esbjerg er for nylig blevet separatkloakeret, hvor regn- og spildevand er adskilt. Den nye spildevandsledning er mindre end den gamle, da den nye kun skal aflede spildevand og ikke både spildevand og regnvand, som tidligere.

Sidegaderne til Strandby Kirkevej er spildevandskloakerede. Det betyder, at de selv skal nedsive regnvand på egen grund, og de udleder spildevand til spildevandsledninger, der er koblet på spildevandsledningen i Strandby Kirkevej.

Projektet er beregnet ud fra at alle ejendomme selv håndterer regnvand på egen grund, og at der derfor i ledningsnettet skulle være plads nok – også selvom den nye spildevandsledning er mindre end den gamle.

Spildevandsledningerne i sidegaderne var beregnet til at skulle aflede 30 pct. af vejvandet, mens de resterende 70 pct. skulle nedsives via sivebrønde.

- Vi havde, som alle ved, en lang og tør sommer, og da der kom skybrud den 28. juli, var der desværre en masse ejendomme i sidegaderne, der fik oversvømmet deres kældre med en blanding af spildevand og overfladevand. Mange af de mennesker, vi talte med, fortalte, at de aldrig før havde haft vand i kælderen. De oplevede desværre oversvømmelser flere gange i den efterfølgende tid, siger Henrik Harborg Blicher, der er projektchef i Din Forsyning.

Siden har Din Forsyning og Esbjerg Kommune knoklet med at finde en løsning.

Omkobling og nye regnvandsriste
I første omgang blev der lavet en midlertidig løsning, hvor alt vejvand blev koblet fra og ledt til nye vejriste ved Strandby Kirkevejs nye regnvandsledning. Håbet var, at når vej-vandet blev taget ud af regnestykket, så ville det løse problemet på kort sigt.

- Desværre løste det ikke problemet helt. Der var ved en regnhændelse i starten af september fortsat nogle, der fik vand i kældrene.

Problemet med vand i kældrene på Strandby Kirkevej kunne altså ikke løses alene ved at fjerne vejvandet fra spildevandsledningerne i sidegaderne til Strandby Kirkevej og lede det til en regnvandsledning.

Din Forsynings fokus er nu primært rettet mod udledning af regnvand til spildevandsledningen fra de private grunde i området.

- Det har tidligere været fremhævet i pressen, at et stort antal ejendomme i området har tilladelser til at udlede regnvand i stedet for at nedsive det på egen grund. Vi har gennem-gået weblager.dk sammen med Esbjerg Kommune for at få et overblik, og vi kan se, at der er tale om et fåtal af ejendomme, der faktisk har tilladelse, fortæller Henrik Harborg Blicher.

Ny viden om belastning
For at komme problemet med oversvømmelser helt til livs har Din Forsyning nu installeret niveaumålere.

- I onsdags satte vi niveaumålere op i syv centrale brønde i området. Målerne giver os data døgnet rundt, som vi kan bruge til at målrette vores indsats yderligere, fordi vi kan se, hvilke områder der er mest belastede i forbindelse med regn, og det er her, vi skal sætte ind, siger Henrik Harborg Blicher og tilføjer:

- Målerne registrerer også, når der falder regn i små mængder, og det betyder, at vi ikke behøver at vente på næste skybrud for at spore os ind på, hvor belastningen er størst.

Separatkloakering er fremtiden
Henrik Harborg Blicher understreger dog, at frakoblingen af regnvand på de enkelte grunde stadig er en midlertidig løsning, der kan afhjælpe problemet her og nu.

- Den permanente, langsigtede løsning hedder fortsat separatkloakering, hvor regnvandet håndteres på egen grund eller tilsluttes en regnvandsledning i vejen. På den måde får vi regnvandet helt væk fra spildevandsledningen, siger Henrik Harborg Blicher.

Sidegaderne til Strandby Kirkevej skal separatkloakeres i 2019 og 2020, og når alle beboere har adskilt regn- og spildevand på egen grund, og koblet på den nye regnvandsledning i vejen, bliver problemet med overfladevand i spildevandsledningen løst permanent.

Hvad er der gjort indtil videre:

Dét har DIN Forsyning og Esbjerg Kommune gjort indtil nu:

  • Koblet vejvand fra sidegader
  • Omkoblet eksisterende regn-og spildevandsledning på Godthåbs Allé til den nye regnvandsledning i Strandby Kirkevej.
  • Lavet nye regnvandsriste til vejvandet ved Strandby Kirkevej
  • Spulet spildevandsledninger for sand
  • Aftalt en beredskabsplan med beboerne i området. Beredskabsplanen bygger dog på manuelle observationer ved skybrud, som fremover bliver erstattet af niveaumålinger.
  • Gennemgået området for mulige tilladelser til afledning af regnvand til spildevandsledning.
  • TV-inspiceret hovedledningerne i Strandby Kirkevej
  • Installeret niveaumålere i syv brønde, som kan vise, hvor problemerne er størst
  • Tæt dialog med beboere i området, og løbende opdatering af ledningsmodel/beregninger med de nye informationer, der kommer fra området.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094