23948sdkhjf

Ny rapport om højspændingslinje frustrerer borgere: ’Jeg er rystet'

Kun 15 procent af den 170 kilometer lange højspændingslinje gennem Jylland kan graves ned. Nu er det op til politikerne, lyder det.

I byen Årre nær Varde er Poul Verner Christensen rystet. Han er formand for byens borgerforening og har været én af de mange, der har kæmpet for at få så meget af den planlagte 170 kilometer lange højspændingslinje gennem Jylland gravet ned.

Han har netop hørt resultatet af den nye rapport fra Energinet. Den konkluderer, at kun 26 kilometer af linjen kan kabellægges.

- Det er skuffende. Det havde jeg slet ikke i min vildeste fantasi drømt om ville blive resultatet af det. Men selvfølgelig har vi hele tiden frygtet det, siger han til DR Syd.

- Jeg kan ikke som lægmand sige: Det kan selvfølgelig lade sig gøre anderledes. Det er eksperter, der har udtalt sig om det her, og det skal jeg forholde mig til. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er faktisk lidt rystet over det. Det må jeg indrømme. Jeg havde håbet på et bedre resultat.

Og frustrationerne over Energinets konklusioner kan også mærkes i Endrup ved Esbjerg, hvor Vita Zenner er nabo til byens transformerstation. Også hun har kæmpet for at få kablerne gravet ned i jorden.

- Jeg havde håbet, at der var mere, der kunne kabellægges. At vi talte 40 eller 50 procent. Men vi var godt klar over, at det ikke kunne lade sig gøre hele vejen, når man ikke har prøvet det før, siger hun til DR Syd.

- Men det vil ødelægge rigtig mange samfund, så det er en træls ting, Energinet har fundet frem til. Vi må sætte vores lid til de uvildige udenlandske eksperter, som nu skal se på rapporten, og om de kan finde nogle løsninger, som måske gør en større kabellægning mulig.

Poul Verner Christensen håber, at man fra politisk side kan påvirke beslutningen.

- Det, der bliver helt afgørende nu, er, hvordan politikerne vil forholde sig til den udmelding. Der er ingen tvivl om, at den korte afstand, der viser sig at være teknisk muligt at gennemføre, helt klart vil få konsekvenser for rigtig mange mennesker, siger han.

Vita Zenner fra Endrup frygter til gengæld, at de 26 kilometer, som rapporten konkluderer kan kabellægges, vil skabe splittelse blandt de berørte borgmestre.

- Vi har seks borgmestre, der står sammen i kampen mod højspændingsledninger, og nu kan vi så få seks borgmestre, der bliver splittede, fordi de skal slås om, hvor der skal graves ned i de berørte kommuner.

- Det kan vække en vis bekymring for, hvordan vi får fordelt de kilometer, der kan graves ned, siger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157