23948sdkhjf

Blokade-ballade på milliardbyggeri

Tirsdag morgen iværksatte Stilladsklubben under 3F på Vestsjælland en blokade af medarbejdere fra det polske stilladsfirma In-tech Rusztowania, der er ansat til at arbejde på opførslen af Ørsteds nye biomassefyrede kraftvarmeværk, Asnæsværket i Kalundborg.

Årsagen var, at Stilladsklubben gennem længere tid havde forsøgt at få fremvist lønsedler og anden dokumentation fra de ansatte fra In-tech.

- De frygtede underbetaling og ville have dokumentation for at de polske In-tech-ansatte arbejder under danske overenskomstmæssige forhold. Men vi har fået udleveret uddannelsespapirer og sikret os, at stilladsarbejderne har de uddannelser, de skal have. Dertil kommer at vi altid kræver, at de virksomheder og ansatte, der arbejder for os, arbejder under den danske overenskomst, oplyser Ørsted.

Ørsted påpeger dog, at de lønsmæssige forhold er en sag mellem 3F og Dansk Byggeri, og at selskabet derfor ikke har indsigt i den del.

I god ro og orden
Blokaden blev opløst, nærmest lige så hurtigt som den opstod. Den var ikke varslet og dermed ulovlig – og så har det vist sig, at Stilladsklubben var lidt for hurtige ude med riven.

- Blokaden er opløst i god ro og orden. Der er ikke noget at komme efter. In-tech er medlem af Dansk Byggeri, og det hele kører efter reglerne, oplyser Ørsted.

Ørsted oplyser, at der allerede før blokaden var aftalt et møde mellem 3F og Dansk Byggeri, hvor forholdene på byggepladsen på Asnæsværket skulle behandles. 

In-tech Rusztowania er ansat af Valmet Oy, der leverer kedelanlægget, herunder flis-buffer, fyringssystem, kedel og røggasrensning inklusiv skorsten samt røggaskondensering. 

Fakta om Asnæsværket

  • Asnæsværket består i dag af to blokke. Blok 2 og blok 5, som begge fyrer med kul.
  • Blok 2 blev bygget i 1961 og har en kapacitet på 142 MW el og i alt 193 MWth fjernvarme og procesdamp. Blok 5 blev bygget i 1981 og er Danmarks største kraftværksblok med en kapacitet på 640 MW el og 308 MWth fjernvarme og procesdamp.
  • I dag er blok 2 og blok 5 skiftevis i drift for at producere fjernvarme, procesdamp og el. Endelig status for de to blokkes fremtid afklares, når det nye anlæg skal sættes i drift.
  • Det nye biomassefyrede anlæg, som nu skal bygges, har en kapacitet på 25 MW el og i alt 129 MWth fjernvarme og procesdamp. Anlægget vil hovedsageligt køre på træflis.
  • Omstillingen fra kul til træflis og anden bæredygtig biomasse på Asnæsværket giver en årlig CO2-reduktion på op til ca. 800.000 tons. Det svarer til den årlige CO2-udledning fra mere end 400.000 biler og bidrager dermed markant til Danmarks grønne omstilling.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121