Acceptabelt resultat fra TRE-FOR
Udvidelser og effektivisering resulterede i et overskud på 107 millioner i energiselskabet fra Trekantsområdet.
Resultat efter skat var på 107 mio. kr. i 2010, et fald på 45 mio. kr. i forhold til 2009. Ledelsen betegner resultatet som tilfredsstillende.
I årsrapporten fremhæves særligt TRE-FOR Energi for at have bidraget positivt til regnskabet med et plus på 32 mio. kr., samt være kommet godt i gang som elhandels- og energirådgivningsselskab.
Egenkapitalen steg i 2010 til 4,8 mia. kr., og koncernbalancesummen var på 8,7 mia. kr.
Udvidelse på flere fronter
I løbet af 2010 har TRE-FOR styrket sin position gennem opkøb af virksomheder og geografiske udvidelser, så koncernen nu har afdelinger og selskaber i Kolding, Odense, Herning, Fredericia, Holbæk og Karlslunde.
Ledelsens fokus var gennem året en fortsættelse af strategien for udvikling af koncernen.
- Vores forretningsmodel er bygget op om dette strategiske sigte, og det udmønter sig også i, at vi har overtaget to betydende selskaber inden for hhv. optimal varme- og klimastyring - dominus A/S - og inden for køleteknik - Midtjysk Køleservice A/S - som er med til at styrke vores organisation, skabe synergi og give os adgang til nye netværk og markeder, fortæller adm. direktør Knud Steen Larsen.
Vil fortsætte udviklingen i 2011
På trods af en forventning om fortsat afmatning i samfundet i 2011 venter koncernledelsen, at der vil være positive tegn i udviklingen inden for flere af forretningsområderne. TRE-FOR vil fortsætte de løbende effektiviseringer og vil samtidig udvikle nye forretningsområder, som skal være med til at sikre koncernen en energi- og kommunikationssektoren.
I 2011 forventes en let stigende omsætning i forhold til 2010. Det samlede resultat for 2011 forventes at blive ca. 50 mio. kr. Udviklingen på finansmarkederne vil her være af afgørende betydning, da denne vil påvirke resultatet i TRE-FOR Invest.