23948sdkhjf

Borgmestre: Sæt lovforslag om tilslutningspligt i bero

Et nyt lovforslag om at ophæve kommunernes adgang til at pålægge nye forbrugerbindinger i form af tilslutnings- og forblivelsespligt er i slutningen af september blevet sendt i høring.

Lovforslaget møder nu modstand fra borgmestrene i seks af landets største kommuner.

I et brev til ministre, partiledere, gruppeformænd og ordførere opfordrer de på det kraftigste til, at lovforslaget sættes i bero indtil de fulde konsekvenser er belyst i en åben proces.

Lovforslaget gælder såvel eksisterende byggeri som nybyggeri i varmeforsyningsområder, hvor der i dag ikke allerede er pålagt forbrugerbindinger. Det gælder lige ledes både fjernvarmeforsynede og naturgasforsynede områder.

Giver mulighed for hensigtsmæssig planlægning
Fjernvarmeselskaberne i de seks kommuner leverer varme til lidt over 700.000 husstande hver dag. Overordnet set anvendes muligheden for tilslutnings- og forblivelsespligt kun i ca. 50 pct. af områderne, men det er vigtigt at muligheden for at anvende tilslutnings- og forblivelsespligten er til stede, skriver overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen, på vegne af de seks kommuner i brevet til politikerne.

Af brevet fremgår det at tilslutnings- og forblivelsespligten understøtter både samfundsmæssige rentable og billige energiløsninger i store sammenhængende varmeforsyningsområder. Tilslutnings- og forblivelsespligten giver ligeledes mulighed for at planlægge en hensigtsmæssig og rentabel udbygning i områder i nær tilknytning til de sammenhængende kollektive områder, hvor der blandt andet er mulighed for at udnytte overskudsvarme.

- Vi vurderer, at en afskaffelse af muligheden for at planlægge udbygning af central infrastruktur som fjernvarme vil være et meget alvorligt indgreb for i fremtiden fortsat kunne at tilbyde vores borgere en grøn og bæredygtig energiforsyning, skriver Frank Jensen i brevet.

Finansiering forsvinder
KommuneKredit har allerede afgivet et høringssvar til lovforslaget og af det fremgår, at KommuneKredits mulighed for at yde finansiering forventes at forsvinde, hvis lovforslaget gennemføres i sin nuværende form.

- Vi bemærker, at det potentielt set vil betyde refinansiering af lån for 25 mia. kr. på helt ukendte vilkår. Det eneste, der er sikkert i den forbindelse, er en ekstraregning til forbrugerne som følge af det mere usikre grundlag for varmeforsyningerne. Dette emne har end ikke været drøftet og fremgår på ingen måde af lovforslaget, skriver Frank Jensen.

Lovforslaget åbner også op for, at ministeren administrativt kan ændre de eksisterende forbrugerbindinger.

- Det er foruroligende, at tæppet trækkes væk under sunde investeringer i grøn omstilling og en sikker varmeforsyning for vores forbrugere, skriver Frank Jensen.

Det er på baggrund af ovenstående af ministrene opfordrer til, at lovforslaget sættes i bero.

Såfremt lovforslaget godkendes, forventes loven at træde i kraft 1. januar 2019

Fakta

Frank Jensen har sendt brevet på vegne af Jacob Bjerregaard, borgmester i Fredericia Kommune og formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg, Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune,  Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune,  Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune,  Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune  og  Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.907