23948sdkhjf

Silkeborg undgår at skrotte nye solcelleanlæg

Ulovlige anlæg er dømt lovlige

- Energistyrelsen har netop godkendt de fire solcelleanlæg, som Silkeborg Kommune i god tro har opført på taget af Silkeborg Rådhus og tre skoler.

Det skriver Silkeborg Kommune på sin hjemmeside.

De fire anlæg blev sammen med tilsvarende anlæg i 73 andre kommuner kendt ugyldige i 2013, da en ændring af fortolkningen af elforsyningsloven betød, at anlæggene skulle være udskilt i selvstændige selskaber for at være lovlige.

- Jeg er glad for, at sagen nu er løst, siger borgmester Steen Vindum.

I god tro
I 2011 igangsatte Silkeborg Kommune en investering på 112 mio. kr. over tre år i energieffektivisering af kommunens skoler, institutioner og andre bygninger, herunder ca. 25 mio. kr. i solcelleanlæg på 40 af kommunes bygninger.

- Vi satte anlæggene op i god tro og i tillid til den gældende lovgivning. Vi blev bragt i en urimelig situation, da man pludselig i 2013 ændre fortolkningen af loven og lavede en for lille pulje til dispensation af de anlæg, der allerede var på vej op, siger Steen Vindum.

Det var en ændring af fortolkningen af elforsyningsloven, der med ét gjorde de mange solcelleanlæg ulovlige, da ændringen pludselig betød, at anlæggene skulle drives som små kraftværker og dermed udskilles i et selvstændigt selskab.

Puljen Steen Vindum taler om var på 20 MW. Her kunne igangværende projekter søge dispensation. Det viste sig dog hurtigt, at den var alt for lille, og at man derfor ved lodtrækning måtte beslutte hvilke anlæg, der kunne få dispensation, og hvilke der blev drevet i strid med elforsyningsloven.

I Silkeborg Kommune betød det i første omgang, at 12 anlæg blev drevet ulovligt, og efter tilbagefald til puljen på grund af ikke-opførte anlæg, fik otte anlæg siden dispensation, mens de fire resterende ikke fik dispensation: Et anlæg på taget af Silkeborg Rådhus og tre anlæg på skoler.

Kontakt med ministeren
Silkeborg Kommune kontaktede både i 2014 og igen i 2018 den siddende energiminister for at gøre opmærksom på problemet og det samfundsmæssige tab ved at skulle skrotte de nyopførte, men nu ulovlige anlæg.

Samtidig forsøgte Silkeborg Kommune sammen med andre kommuner at finde mulige løsninger på lovliggørelsen af anlæggene, mens de fortsat stod på venteliste til en dispensation fra den nye fortolkning af loven.

- Vi har flere gange gjort energiministeren opmærksom på problemet, både i 2014 og igen her i 2018, og jeg er derfor glad for, at Energistyrelsen nu har godkendt alle vores solcelleanlæg, siger Steen Vindum.

Silkeborg Kommune har i dag 40 solcelleanlæg på kommunens bygninger, og anlæggene leverer ca. 10 % af kommunens eget energiforbrug.

Silkeborg byråd har netop besluttet at kommunen skal være CO2-neutral i 2025.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126