23948sdkhjf

Danmark og Sydkorea indgår aftale om vedvarende energi

Sydkorea satte sidste år en skarp kurs for landets fremtidige grønne omstilling.

Præsident Moon har meldt klart ud, at landet skal øge sin andel af vedvarende energi til 20 pct. i 2030. Det svarer til en udbygning af ny grøn energi på hele 48,7 GW, herunder 16,5 GW i vindenergi. Det er mere end tre gange Danmarks samlede vindkapacitet (5,3 GW i 2017).

Derfor underskriver Danmark og Sydkorea i dag en aftale om et nyt myndighedssamarbejde på energiområdet. Samarbejdet har særligt fokus på havvind, men også landvind, solenergi og energilagring spiller en rolle.

- Jeg ser store perspektiver for samarbejdet i Sydkorea, og derfor er jeg også rigtig glad for aftalen. Det er et relativt nyt marked for Danmark, og nu kan vores eksperter og knowhow komme sydkoreanerne til gode i deres ambitiøse grønne omstilling. Samtidig kan samarbejdet åbne op for, at de danske energivirksomheder med deres tekniske løsninger kan hjælpe til at sætte skub i eksporten, siger Lars Chr. Lilleholt (V).

Konkret skal de to lande samarbejde om udvikling af energipolitik og regulering både inden for vedvarende energi og nye energiformer. Samtidig lægger aftalen op til gensidige delegationsbesøg, seminarer, workshops og møder, hvor eksperter kan dele erfaringer, knowhow og viden.

I disse dage..
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt deltager i disse dage i det årlige dansk-koreanske Green Growth Alliance-møde og står i spidsen for et større dansk erhvervsfremstød i Sydkorea.

Med eksportfremstødet i Sydkorea får de danske virksomheder mulighed får at præsentere deres kompetencer og løsninger for de koreanske energipolitikere på både nationalt og lokalt niveau. Erhvervsfremstødet og det nye myndighedssamarbejde kan bidrage til at udvide og modne det koreanske marked på vindområdet – til gavn for dansk eksport og til gavn for det globale klima.

I erhvervsfremstødet deltager blandt andre Ørsted, Vestas, Copenhagen Offshore Partners og COWI.

Fakta

Danmark og Sydkorea har siden 2011 haft et strategisk partnerskab.

Den sydkoreanske regering fremlagde i 2017 en plan for en række vedvarende energimål frem mod 2030 (”Renewable Energy 2030”). Der lægges op til en kraftig omlægning og omstilling af energisystemet. Det inkluderer en målsætning om 20 pct. vedvarende energi i 2030 (7 pct. i 2016), primært gennem installation af ny vedvarende energikapacitet på 48,7 GW, herunder 16,5 GW i vindenergi.

Sydkorea var Danmarks 23. største eksportmarked for varer i 2017. I de syv første måneder af 2018 beløb den danske vareeksport til Sydkorea sig til 3,19 mia. kroner. Det svarer til en stigning på 5,2 pct. i forhold til den samme periode i 2017 (3,04 mia. kroner).

Dansk eksport af energiteknologi til Sydkorea udgjorde 879 mio. kroner i 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094