23948sdkhjf

Brand sætter stort energianlæg ud af drift

I går eftermiddag udbrød der brand på Vestforbrændings energianlæg i Glostrup.

Vestforbrænding er ved at demontere tank, rør, installationer og ledninger på sit gamle anlæg i Glostrup for at gøre plads til et nyt anlæg.

Det var i den forbindelse af branden opstod.

- Branden opstod under opskæring af en tank, hvor der gik ild i tanken. Brandtekniske undersøgelser vil vise mere præcist, hvordan branden kunne opstå, skriver Vestforbrænding i en mail til Energy Supply.

Hovedstadens Beredskab fik hurtigt slukket branden. Ikke desto mindre er det gået ud over produktionanlægget.

- Begge vores ovne er ude af drift. Vi forventer på nuværende tidspunkt, at de vil være det i et par døgn, skriver Vestforbrænding, der vurderer, at det dog ikke vil gå ud over fjernvarmeleverancerne.

- Vi forventer at kunne holde fuld fjernvarmeproduktion via vores nødanlæg, indtil vores ovne er oppe at køre igen. Fjernvarmekunder vil kun i mindre omfang mærke driftsforstyrrelser.

Så længe ovnene er ude af drift vil Vestforbrænding ikke kunne modtage affald til energiudnyttelse.

- Både affald fra dagrenovation og erhvervsaffald bliver omdirigeret til andre energianlæg. Det bliver det, så længe vores ovne ikke er i drift, skriver selskabet i mailen.

Vestforbrænding går nu i gang med at løse problematikken om fjernvarmeproduktion og finde frem til årsagen til branden.

Der er ikke sket personskade i forbindelse med branden.

Om Vestforbrænding

Vestforbrænding brændte i 2017 ca. 562.000 tons husholdnings- og erhvervsaffald fra omkring 950.000 borgere og godt 60.000 virksomheder af.

Ved forbrændingen produceres elektricitet og fjernvarme.

I 2017 producerede selskabet 1.485.000 MWh varme, som svarer til ca. 64.300 husstandes forbrug, og ca. 254.000 MWh elektricitet, som svarer til ca. 168.000 borgeres forbrug.

Kilde: Vestforbrænding

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093