23948sdkhjf

Ny trend: Køb en palleløfter på Black Friday

Black Friday er ved at blive en trend i salget fra virksomhed til virksomhed, viser ny undersøgelse fra Dansk Industri

Forbrugerne er i fokus på Black Friday, hvor alt fra undertøj til køkkenudstyr bliver solgt med rabat. En ny undersøgelse fra DI Handel viser imidlertid, at Black Friday også er ved at blive populært i handlen mellem virksomhederne.

Ifølge undersøgelsen holder godt 12 pct. af DI Handels medlemmer business-to-business (B2B) Black Friday, hvor fokus er at øge salget til andre virksomheder. Undersøgelsen baserer sig på en rundspørge til 147 medlemsvirksomheder.

Ifølge Annette Falberg, der er branchedirektør i DI Handel, viser undersøgelsen, at Black Friday så småt er på vej til at blive en del af B2B-universet.

- Black Friday kan være en lejlighed til at øge salget og få nye kunder. Jeg tror, at det kan blive endnu større. I sidste ende er virksomhedernes indkøbere jo præcis lige så interesserede i en god handel, som forbrugerne er, siger Annette Falberg.

Hva’ med en palleløfter?
En af de virksomheder, der er hoppet med på Black Friday-bølgen, er Still Danmark, der sælger alt inden for gaffeltrucks og lagerteknik.

- Vi gjorde det første gang sidste år med succes. Derfor har vi givet den en ekstra tand i år, fortæller distriktchef Mathias Henningsen.

Han fortæller, at de i år skruer op for markedsføringen online og i nyhedsbreve og har særlige tilbud på palleløftere, el-pallevogne og stablere. Når det netop er de produkter, som sælges, skyldes det, at de er forholdsvis standard og ikke skal tilpasses den enkelte virksomhed.

- Det skal være teknisk relativt simple ting, som vi sælger på Black Friday. Det nytter ikke at sælge en gaffeltruck, der ofte er matchet op på unikke behov hos kunderne, siger Mathias Henningsen, der forventer, at salget på dette års Black Friday vil blive væsentlig over sidste år.

Black Friday er kommet for at blive
Forventningerne til øget salg afspejles også i DI Handels undersøgelse, hvor cirka hver tredje virksomhed forventer at øge deres salg med over 10 pct. i forhold til 2017. Hele ni ud af ti virksomheder siger da også, at de forventer at gentage Black Friday til næste år.

Branchedirektør i DI Handel, Annette Falberg, tror også på, at der er mere at komme efter ved en målrettet og velovervejet Black Friday-indsats fra virksomhederne.

- Der er masser af potentiale. Og heldigvis så viser analysen også, at ud over markedsføring giver det økonomisk rigtig god mening for over 60 pct. af vores virksomheder, siger Annette Falberg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08