Elnettet i Kibæk på nye hænder
Netselskabet N1 og Kibæk Elværk har indgået en aftale om, at N1 overtager Kibæk Elværks elnet. Det oplyser Eniig i en pressemeddelelse.
De to netselskaber har i længere tid drøftet mulighederne for, at N1 kunne overtage elnettet i Kibæk. Den netop underskrevne aftale betyder, at Kibæk Elværk overdrager samtlige rettigheder og aktiver vedrørende elnettet i Kibæk til N1.
Netkunderne i Kibæk er med aftalen sikret samme tariffer som øvrige netkunder i N1, ligesom de nu også får en fjernaflæst elmåler inden udgangen af 2020.
Desuden bliver Kibæks ca. 1.400 netkunder andelshavere i koncernen ligesom netselskabets øvrige netkunder.
N1 har i forvejen 390.000 netkunder.
Aftalen Mellem Netselskabet N1 og Kibæk Elværk træder i kraft efter Energistyrelsens godkendelse af overdragelse af netbevillingen fra Kibæk Elværk til N1.