23948sdkhjf

Landstrømsanlæg dobler op på bundlinjen

For en måned siden blev Powercon kåret som virksomheden med landets største vækstpotentiale ved Scale-Up Denmarks store finaleevent i Aarhus.

Kigger man på virksomhedens regnskab for 2017/2018, der er dugfrisk fra trykken, er anerkendelsen fra Scale-Up Denmark ikke ramt helt ved siden af.

Bruttofortjenesten er steget fra 12,2 millioner kroner i 2016/2017 til 16,3 millioner kroner i 2017/2018, mens resultatet på bundlinjen er mere end fordoblet fra 1,4 millioner kroner til 3,5 millioner kroner i 2017/2018.

Landstrøm trækker
PowerCon har ad åre specialiseret sig i udvikling af testsystemer til energibranchen. I løbet af de seneste år er landstrøm kommet til. Altså udviklingen af anlæg, der gør det muligt at koble skibe i havn til det lokale elnet, så de kan slukke deres motorer og dermed forbedre både miljøet og sænke støj- og vibrationsniveauet i og omkring havnen.

Og det er netop i landstrømsanlæggene at den markante vækst findes.

- Vi er rigtig glade for, at det nu ser ud til, at vi kan lave en forretning ud af vores landstrømsanlæg. Vi har brugt rigtig mange penge på udviklingen af anlæggene, og derfor er det jo også noget af det, vi har forventninger til, siger medejer i PowerCon Peter Castberg Knudsen.

Det er altså landstrømsanlæggene, der skal have æren for det formidable resultat i 2017/2018. En tendens Peter Castberg Knudsen forventer fortsætter.

- Efterhånden er hovedparten af det vi laver landstrøm. Det kommer til at udgøre 60 - 70 pct. af vores forretning på sigt, siger Peter Castberg knudsen.

Godt i vej
I det seneste år har PowerCon og landstrømsanlæggene haft vind i sejlene. Selskabet har modtaget indtil flere norske ordrer og leveret et af Europas største landstrømsanlæg til krydstogtskibene i Kristianssand i Norge.

- Vi mærker en stigende efterspørgsel. Det er primært Norge, men vi mærker også efterspørgsel fra både danske havne og tyske havne, fortæller Peter Castberg Knudsen, der har mere end rigeligt at se til.

PowerCon har seks anlæg på vej fra fabrikken i Hadsund. Et skal leveres inden jul, et andet i løbet af januar og februar, mens de resterende fire skal leveres til foråret.

Håber at holde væksten
PowerCon har ikke kun oplevet vækst i det seneste år. Fra 2015/2016 til 2016/2017 21-doblede virksomheden sin bundlinje fra 65.261 kroner til 1,4 millioner kroner.

Selvom væksten måske ikke lige er 21-doblet i det seneste regnskabsår, så er Peter Castberg Knudsen ganske tilfreds. Han tør dog ikke love, at den vilde vækst fortsætter.

- Vi håber da, at vi kan holde væksten og enten få fordoblet eller tredoblet bundlinjen. Men det tør jeg ikke love. Vi håber på en god fremgang, slutter han.

PowerCon A/S
kr. 2017/2018 2016/2017
Bruttofortjeneste 16.272.825 12.223.452
Resultat før af- og nedskrivninger 4.721.048 2.068.111
Resultat før skat 4.551.889 1.821.126
Årets resultat 3.545.405 1.426.837
Egenkapital 7.712.706 4.667.301
Antal ansatte 16 15
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2018
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078