23948sdkhjf

Brint baner vej for biogassen i transportsektoren

Udviklingen af bæredygtige biobrændstoffer til fly, skibe og anden tung trafik er én af flaskehalsene i den grønne omstilling til et fossilfrit samfund.

Via en ny teknologi til metanisering af biogas ved hjælp af brint ønsker et dansk partnerskab af virksomheder og forskningsinstitutioner at gøre det mere rentabelt at konvertere gylle og organisk affald til eksempelvis biobrændstoffer til transportsektoren.

Bag projektet eFuel står Nature Energy - blandt Europas største producenter af biogas til forsyningsnettet - og teknologileverandøren Biogasclean samt forskningsinstitutionerne DTU og SDU.

- Biogasindustrien i Danmark gennemgår i disse år en markant udvikling. Vi er allerede i dag førende i Europa når det kommer til at erstatte den fossile naturgas med grøn biogas, og det skal vi også være i morgen og i overmorgen. Men det kommer ikke af sig selv. Det kræver investeringer, og eFuel-projektet er netop et af de projekter, der kan sikre, at Nature Energy og andre danske virksomheder også i fremtiden står stærkest i den internationale konkurrence, siger adm. direktør i Nature Energy, Ole Hvelplund, som tilføjer, at Nature Energy allerede får kundeforespørgsler på grøn biogas til biobrændstoffer.

Ved at producere brinten på vindmøllestrøm åbner teknologien samtidig op for at lagre vindenergi, når det blæser og strømmen dermed er billigst.

Øger udbyttet med 2/3
Et biogasanlæg producerer metan - biogas - ud fra biomasse, men kun 60 pct. af biomassen bliver til metan - op til 40 pct. omdannes til CO2, som skal vaskes ud af biogassen for at øge brændværdien. Det er disse 40 pct. CO2, som partnerne bag eFuel ønsker at omdanne til metan ved hjælp af brint - en såkaldt metanisering af biogassen. Det øger udbyttet med 2/3 på den samme mængde biomasse

Med inspiration fra en rislefilterteknologi, som anvendes når man fjerner svovl fra biogas, vil man i e-Fuel-projektet metanisere biogassen under almindelige tryk- og temperaturforhold.

Det baner vejen for en metanisering, der er enklere og vurderes at være mere robust og rentabel end andre tilsvarende teknologier.

En nøgleteknologi i fremtidens energisystem
En bedre udnyttelse af biomasseressourcen er vigtigt, da analyser fra bl.a. Energistyrelsen, Energinet og flere universiteter viser, at biomasse bliver en begrænsende faktor i fremtidens energisystem.

Derfor skal en del af biomassen reserveres til produktion af biobrændsler, da det er en af få realistiske veje til bæredygtige brændstoffer i den tunge transport og luftfart. Netop transportsektoren er ifølge tal fra Danmarks Statistik en af de få sektorer, hvor energiforbruget er steget i forhold til 1980.

 - Med eFuel ønsker vi at understøtte udviklingen af fremtidens fossilfrie teknologier og styrke Danmarks grønne førerposition. Perspektiverne for eFuel er enorme, både miljømæssigt og forretningsmæssigt. Det er et potentielt sandt guldæg, der på samme tid kan booste biogasproduktionen, lagre vindenergi og anvendes til grøn transport, siger Mogens Michael Møller, forretningschef i Miljøforum Fyn, der er initiativtager til eFuel og har samlet konsortiet. 

Parterne bag eFuel er nu i gang med at søge finansiering til at udvikle teknologien yderligere og afprøve den i et prototypeanlæg, som placeres ved Nature Energy's biogasanlæg på Midtfyn. Biogassen produceres udelukkende på organiske restprodukter som affald, halm og gylle.

 

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128