23948sdkhjf

Redningspakke med tvivlsom effekt

Den kommer ikke til at redde mange decentrale kraftvarmeværker

Redningspakken for de decentrale kraftvarmeværker, der snart mister grundbeløbet vil næppe redde mange kraftvarmeværker.

Sådan lyder budskabet fra organisationen Træ til Energi forud for et foretræde for Folketinget torsdag.

I juni indgik politikerne på Christiansborg en ny energiaftale, der blandt andet gik ud på at redde de mange fjernvarmekunder, hvis fjernvarmeværk snart mister elproduktionstilskuddet, grundbeløbet. Dengang blev det fastholdt, at der fortsat vil være krav til samfundsøkonomien i nye projekter. Det vil imidlertid være en stopklods for nye investeringer i decentrale bæredygtige biomasseløsninger, der kunne være et effektivt værn mod prisstigninger, skriver Dansk Fjernvarme på sin hjemmeside.

Ifølge organisationen Træ til Energi skyldes det, at CO2-prisen for naturgas i forudsætningerne for samfundsøkonomien er sat kunstigt lavt, så forsyningsselskaberne reelt ikke må konvertere fra naturgas til bæredygtig biomasse.

Træ og Energi mener, at en kombination mellem varmepumper og biomasse, vil kunne sikre en langt mere effektiv udnyttelse af dansk flis, men også en mere effektiv udnyttelse af strøm fra vindmøllerne.

- Flis og varmepumper er en god grøn kombinationsløsning til erstatning af gas med meget mindre CO2-udslip. Store varmepumper uden biomasse som supplement er dårlige til at balancere vindmøllestrøm med elforbruget, lyder det fra Svend J. Christensen, der er seniorkonsulent hos Træ til Energi.

Han fortsætter:

- Varmepumper kan ikke slukkes, når der mangler vindmøllestrøm. De skal købe strøm døgnet rundt til markedspris og uden hensyn til kilden. Forbrugerne får kun en lavere varmepris, hvis det konkrete lokale varmepumpeprojekt har en god varmekilde eksempelvis fra en kombinationsløsning med afbrænding af flis.

At udbygge med dansk flis på de decentrale kraftvarmeanlæg ville ellers ifølge organisationen give god mening.

- Den danske produktion af flis er stor nok til, at stort set alle decentrale varme- og kraftvarme anlæg udelukkende kan forsynes med dansk flis. De danske skove kan producere mere, og derfor er det helt forkert ikke at øge forbruget af flis på decentrale anlæg og kun øge forbruget på de centrale, som for hovedparten udgøres af importeret flis, siger Svend J. Christensen.

Det er organisationen Træ til Energi, der er en sammenslutning af HedeDanmark, De Danske Skovdyrkerforeninger og Dansk Skovforening, der torsdag den 13. december har foretræde for Folketingets udvalg for energi, forsyning og klima.

Tidligere undersøgelser har vist, at bortfaldet af grundbeløbet vil medføre prisstigninger på i gennemsnit 4.000 kroner om året for en almindelig husstand.

Kilde: Dansk Fjernvarme

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093