23948sdkhjf

GreenHydrogen bag elektrolyseanlæg og brint-tankanlæg i Nordjylland

Region Nordjylland og Aalborg Kommune har indgået kontrakt med den belgiske virksomhed Van Hool om levering af tre brintbusser og med den danske virksomhed GreenHydrogen om levering og opførelse af et elektrolyseanlæg til produktion af brint fra el samt et tankanlæg til påfyldning af brint på busserne.

Det oplyser Region Nordjylland i en meddelelse.

Målet er, at produktionsanlægget styres, så det primært er i drift i de timer og perioder, hvor der er overskud af vindmøllestrøm i el-nettet. Herved bliver brinten stort set CO2-neutral.

En anden fordel er, at brintbusserne sammenlignet med el-busser har en større rækkevidde og derfor er velegnede til brug på de regionale busruter og på længere bybusruter i Aalborg, hvor el-busser ville kræve hyppig opladning.

Brintbusserne skal derfor indsættes på udvalgte bybusruter i Aalborg og regionalbusruter i Nordjylland.

Kører i tre år
Indsættelsen af de nye brintbusser er støttet af EU med 12 mio. kr. gennem det europæiske projekt 3EMotion til fremme af brintteknologi i offentlig transport.

De nordjyske brintbusser sendes på landevejen i oktober 2019 og skal i første omgang køre under 3EMotion i tre år, men det forventes, at busserne kan fortsætte i almindelig drift efter projektperioden.

Brintbusser er stadig forholdsvis dyre, og derfor går projektet i første omgang ud på at indsamle erfaring med brintteknologien til gavn for udviklingen af brintløsninger og for erhvervsudviklingen inden for brintsektoren. Det kan blive en ekstra gevinst for Nordjylland, som har en solid position inden for grønne energiteknologier.

- Vi har stærke kompetencer inden for brintenergi i klyngen House of Energy og virksomhederne omkring Hydrogen Valley i Hobro. Deres udvikling vil vi gerne understøtte, og samtidig er det naturligt, at vi som klimaregion går forrest i den grønne omstilling i samfundet. Det kan vi gøre på fornem vis ved at teste mulighederne for at skifte fra fossile brændstoffer til lokalt fremstillet grøn brint i den kollektive trafik, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125