23948sdkhjf

Connected Wind Services køber op i Sønderjylland

Med virkning fra den 7. januar overtager Connected Wind Services den noget mindre sønderjyske serviceudbyder Concept Wind Service. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Connected Wind Services er et uafhængigt serviceselskab på vindmøllemarkedet med afdelinger i Danmark, Sverige og Tyskland og mere end 30 års erfaring i branchen. I 2016 blev virksomheden med domicil i Balle på Djursland overtaget af det store, tyske energiselskab EnBW, Energie Baden-Württemberg AG.

Den bedste løsning
Ejerskiftet sker som følge af, at stifteren af Concept Wind Service, Lars Schmidt, igennem et stykke tid har ønsket at afhænde virksomheden for at hellige sig driften af sine egne vindmøller. Lars Schmidt ser det nye ejerskab som den bedste løsning for såvel virksomhedens eksisterende som fremtidige kunder i det sønderjyske.

- Det er vigtigt for mig at sikre, at kundernes vindmøller også fremover kan serviceres kvalificeret, og der er ingen tvivl om, at Connected Wind Services er de rigtige til at løfte opgaven. De er i forvejen landsdækkende, og med Connected Wind Services som ejere vil markedet for vindmøllereparationer i Sønderjylland blive styrket, siger Lars Schmidt.

Dækker hele landet
Hos Connected Wind Services glæder man sig til at modtage de sønderjyske vindmølleejere som kunder, og selv om virksomheden har mange års erfaring på markedet, går man til opgaven med ydmyghed og respekt.

- Vi kender Concept Wind Service som en god, fleksibel serviceoperatør, og idet vi overtager tre af virksomhedens dygtige medarbejdere, betyder det, at vi nu også får et lokalt serviceteam i Sønderjylland. Dermed dækker vi hele landet, undtagen Bornholm, med et fintmasket net af lokale serviceteams, siger Jeppe Hjuler Mikkelsen, der er administrerende direktør for Connected Wind Service i Danmark.

Styrket position
Med overtagelsen følger 79 servicekontrakter, primært i Sønderjylland og på Fyn. En del af møllerne er fra den tyske producent Nordex.

- Disse møller er der 137 af i Danmark, og i det seneste år har vi ansat en del nye medarbejdere med Nordex-baggrund samt overtaget lager fra Nordex, så vi nu tilbyder kvalificerede medarbejdere, 24/7-overvågning og reservedele til danske Nordex-ejere. Derved falder denne del af overtagelsen fint i tråd med vores strategi om at styrke vores position, såvel herhjemme som på det europæiske marked, siger Jeppe Hjuler Mikkelsen.

I en tre måneders periode vil Lars Schmidt stå til rådighed for at sikre en god overgang til det nye ejerskab. Herefter vil han koncentrere sig om at drive sine egne vindmøller. Til det formål har han naturligvis tegnet en treårig servicekontrakt med Connected Wind Services.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109