23948sdkhjf

Forbrændingsanlæg vil indfange og genanvende CO2

Amager Ressource Center (ARC) er sammen med Københavns Kommune gået i gang med at undersøge mulighederne for at indfange CO2 fra røgen på forbrændingsanlægget Amager Bakke.

Det skriver Finans

Baggrunden for projektet skal findes i plastik.

I dag er der stadig en del plastik tilbage i det restaffald, der brændes af i ovnene på Amager Bakke. Også selv om der sorteres på livet løs.

Da afbrænding af plastik udleder en del CO2 arbejder ARC på at få fjernet al plast fra affaldet. På den måde vil man kunne reducere CO2-udledningen fra ARC markant. CO2-udledningen fra plast på værket løber op i 160.000 tons årligt, hvilket er en tredjedel af den årlige CO2-udledning.

Administrerende direktør Jacob Hartvig Simonsen har dog ikke nogen forhåbning om, at få al plasten ud af affaldet, og derfor går selskabet nu i gang med at undersøge, hvordan man indfanger og genanvender CO2’en fra røgen fra anlægget.

I forbindelse med undersøgelsen skal ARC kigge på forskellige teknologier til at indfange CO2’en. Samtidig skal selskabet undersøge, hvad CO2’en kan anvendes til efterfølgende. Jacob Hartvig Simonsen regner med, at den sidste del bliver den sværeste.

- Så det kan være, at vi i givet fald skal gå efter at lagre CO2 i første omgang, indtil vi mere tydeligt kan se nogle fornuftige anvendelsesmuligheder, siger Jacob H. Simonsen.

Den igangværende forundersøgelse i forbindelse med projektet afsluttes til marts. Herefter vil projektet blive behandlet i bestyrelsen.

Skulle ARC vælge at gå videre med projektet vil det selvfølgelig omfatte al røg fra anlægget.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084