23948sdkhjf

Finansministeriet trækker i nødbremsen i Radius-salg

Finansministeriet har meddelt Ørsted, at der ikke længere er opbakning til salg af Radius
Finansministeriet har meddelt Ørsted, at der "ikke længere er politisk opbakning" til salget af Radius. Det skriver Ørsted i en fondsbørsmeddelelse.

Ørsted, tidligere Dong, har siden sommeren 2018 arbejdet på at sælge eldistributionsforretningen Radius, der har over en million kunder på Sjælland.

- Finansministeriet har nu til Ørsteds overraskelse meddelt, at der ikke længere er politisk opbakning til at fortsætte den strukturerede salgsproces.

- Ørsteds ledelse vurderer fortsat, at det er i selskabets, aktionærernes og kundernes interesse, at eldistributionsforretningen, privatkunde-forretningen for el og gas samt forretningen for udendørsbelysning overgår til et nyt ejerskab.

- Ørsteds bestyrelse vil nu vurdere situationen og drøfte de næste skridt, skriver Ørsted i en fondsbørsmeddelelse.

I meddelelsen fortæller Ørsted, at man er så langt i salgsprocessen, at man har afgrænset feltet af potentielle købere til "et mindre antal". Det tæller ifølge meddelelsen kun pensionskasser og forsyningsselskaber fra Danmark og vestlig OECD-lande.

Salget af Radius, der vil være en privatisering af elnettet for Ørsteds eksisterende kunder, har dog senest mødt hård kritik. Det frygtes, at en køber vil skrue priserne op for at øge sit afkast på investeringen.

Det har fået Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti til at meddele, at de ikke kan støtte et salg.

Staten ejer lige over 50 pct. af Ørsted, en andel den beholdt, da det daværende Dong under hård kritik blev solgt i 2013 og børsnoteret i 2016.

En af de store købere var den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, og både salgsprocessen og prisen er efterfølgende blevet kritiseret markant.

Det forløb har spillet ind i den nuværende salgsproces for Radius, som Ørsted havde forventet solgt i første halvdel af 2019.

Ørsted oplyser, at man ikke har nogle yderligere kommentarer ud over det, der er skrevet i meddelelsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099