31 boringer forurenet af nyopdaget pesticid
31 steder landet over er der i grundvandet fundet rester af det nyopdagede pesticid kaldet DMS. Fem af stederne er indholdet af pesticidet over grænseværdien.
Seniorkonsulent i Danva, brancheorganisatonen for vandselskaber, Claus Vangsgård, er meget bekymret.
- Det er alvorligt, når så stor en del af drikkevandsboringer er forurenet af bare et enkelt stof, siger han til DR P4 Nordjylland.
Pesticidet DMS - forkortelsen for Dimethylsulfamid - blev i sommer fundet i drikkevandet hos flere vandværker, som efterfølgende måtte lukke deres boringer eller blande vand fra forskellige boringer. DMS er under mistanke for at være kræftfremkaldende.
Miljøstyrelsen foretog derfor i efteråret en landsdækkende analyse af grundvandet. Man borede ned til grundvandet 142 forskellige steder og fandt DMS under grænseværdien 26 steder og fem steder over grænseværdien. Det svarer stort set til, at der blev fundet DMS i hver femte boring.
Claus Vangsgård finder tallene store - også for store.
- Det er en meget høj procentdel, hvis man ser på det på landsplan. Hvis det er et generelt billede, så bliver det væsentligt sværere for os at finde nye, uforurenede ressourcer.
DMS kan være et nedbrydningsprodukt fra pesticidet Tolylfluanid, der blev trukket fra det danske marked i 2007. I 2010 blev Tolylfluanid forbudt i EU.
Formanden for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, Pia Adelsteen (DF), glæder sig da også over, at stoffet ikke længere må bruges - og at et flertal i Folketinget iøvrigt netop aftalt at forbyde brugen af pesticider nær drikkevandsboringer.
- Men vi bliver jo hele tiden ramt af fortidens synder - også fordi vi bliver bedre til at måle og finde nye stoffer. Det vigtigste er hele tiden at sørge for, at danskerne ikke drikker vand med giftstoffer i, siger Pia Adelsteen til DR P4 Nordjylland.
Hun påpeger, at vi her i Danmark kan glæde os over nogle meget lave grænseværdier.
- Så det, at indholdet af giftstoffer ligger over grænseværdien, er ikke ensbetydende med, at vandet er sundhedsskadeligt. Det danske drikkevand er godt nok. Der er ingen grund til at fare ned og købe vand på flasker, siger Pia Adelsteen.