Aktive Energi Anlæg har vendt bøtten efter skrammel-år
- Manglende ordreindgang, et mindre heldigt eventyr med opkøb og en konkursramt komponentleverandør.
Så kort kan årsagerne til resultatnedgangen hos Aktive Energi Anlæg (AEA) for året 2017/2018 ridses op.
Årets bruttofortjeneste udgør 10.368 t.kr. mod 19.084 t.kr. året før. Det ordinære resultat efter skat udgør -6.033 t.kr. mod 3.043 t.kr. sidste år. Ledelsen anser årets resultat for utilfredsstillende.
- Det er nogle frygtelige tal at læse. Men i stedet for at sidde og jamre og klage og snakke solen sort, så kan man lige så godt få hovedårsagerne på bordet, siger direktør Kim Jørgensen og tilføjer:
- Det eneste positive er, at bøtten er vendt. Men det ændrer jo ikke ved, at det er noget skrammel.
Konkurser spiller ind
Som Kim Jørgensen kort siger, er der tre hovedårsager til at resultatet er endt i et minus i forhold til året før. Manglende ordre-indgang, pga. regeringens energipolitiske udspil lod vente på sig, er én af dem. De to andre er genereret af et par konkurser. Heldigvis ikke AEAs egen.
- Vi har jo haft et mindre heldigt eventyr med at købe aktiemajoriteten i Varmodan, der efterfølgende gik egenkonkurs, fortæller Kim Jørgensen.
Varmodan A/S blev den 24. januar 2018 taget under konkursbehandling ved retten i Sønderborg, hvilket har belastet årets resultat med 2.191 t.kr. alene i nedskrivning af kapitalandelen til 0 t.kr. Endvidere 470 t.kr., som kan henføres til tab på samhandel med Varmodan A/S.
Derudover har en anden konkurs også haft indvirkning på resultatet.
- Vi havde et stort projekt, hvor vores hovedkomponentleverandør gik konkurs. Vi måtte derfor selv gøre anlægget færdigt for egen regning, forklarer Kim Jørgensen.
Der er ryddet op
Heldigvis ser det ud til, at regnskabet og de negative tal for 2017/2018 bliver en enlig svale.
- Tingene er afregnede og sagt på godt vestjysk, så er der ryddet op. Vi har den største ordrebeholdning i otte år og har siden regnskabsårets afslutning øget medarbejder-staben, fortæller Kim Jørgensen.
De opgaver, der skal være med til at sende AEA i sort igen, er en del solvarme-ordrer og varmepumpeopgaver. Ligesom service-opgaver og et stort varmepumpeanlæg i Københavns Lufthavn fylder godt i porteføljen.
Derfor forventer kim Jørgensen også, at man for regnskabsåret 2018/2019 får en indtjening på niveau med regnskabsåret 2016/2017, hvor årets resultat landede på rundt regnet 3 millioner kroner.
t. kr. | 2017/18 | 2016/17 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 10.368 | 19.084 |
Resultat af primær drift | -4.796 | 4.545 |
Finansielle poster, netto | -2.301 | -501 |
Årets resultat | -6.033 | 3.043 |
Balancesum | 41.107 | 41.436 |
Egenkapital | 5.244 | 13.356 |
Antal ansatte | 23 | 22 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2018 |