23948sdkhjf

Dansk vind-virksomhed lander kinesisk kunde

Connected Wind Services har tegnet en rammeaftale med den kinesiske vindmøllefabrikant Envision Energy om service på alle selskabets vindmøller i Frankrig

Aftalen med Envision Energy betyder, at Connected Wind Services fremover vil stå som serviceudbyder for Envisions vindmølleparker i Frankrig, der drives af det franske selskab Velocita Energies, som er et datterselskab under Envision Energy.

-  Connected Wind Services har mere end 30 års erfaring med reparation og vedligehold af vindmøller samt stor erfaring med reparation af komponenter og reservedele. Dette er nogle af de væsentligste kriterier, som er vigtige for både os og vore kunder. Dette, sammenholdt med det stærke ejerskab og en alsidig og kundefokuseret tilgang, er en af de væsentligste årsager til at indgå denne rammeaftale om samarbejde, siger Lars Albæk Nielsen, leder af Envision Energys serviceafdeling, der har domicil i Silkeborg.

Også hos franske Velocita Energies hilses aftalen med det danske selskab velkommen.

-  Samarbejdet med Connected Wind Services om forebyggende service og vedligehold giver os mulighed for at sikre et højt niveau af ydeevne og produktivitet i vore vindmølleparker. Dette sikrer, at vi kan tilbyde vore kunder et maksimalt udbytte, siger Eric Caradec, administrerende direktør i Velocita Energies.

Envision blev grundlagt i 2007 i Shanghai af Lei Zhang og er blandt verdens 10 største vindmøllefabrikanter og Kinas næststørste producent af originalt udstyr.

Selskabet har installeret mere end 2.400 vindmøller over hele verden.

- Den professionelle organisation bag Envision Energy og ikke mindst en yderst interessant produktportefølje samt deres skarpe produktfokus har været helt afgørende for vores beslutning om at indgå denne rammeaftale. Vi forventer og håber, at aftalen vil betyde indledningen på et langvarigt og tæt samarbejde, siger Kent Hougaard, salgschef hos Connected Wind Services.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157