Skandaleramt Falck-chef trækker sig fra toppost i energi-virksomhed
Tidligere direktør for Falck Allan Søgaard Larsen har i kølvandet på afsløringen af Falcks smædekampagne mod BIO i 2014 trukket sig fra en række bestyrelser, blandt andet bestyrelsen hos Ambu, Conferize og Løkkefonden.
Nu er turen kommet til energivirksomheden Obton, der udvikler og sælger solcelleparker. Det skriver Finans.
- Bestyrelsesformand for Obton Group Holding, Allan Søgaard Larsen, har valgt at trække sig fra formandsposten og bestyrelsen af personlige årsager, skriver Obton på sin hjemmeside.
Allan Søgaard Larsen fik ikke lang tid på formandsposten hos Obton. Han kom til i midten af 2018.
- Vi har fået en professionel bestyrelse ind, som skal give sparring for at gøre virksomheden klar til en børsnotering, sagde Anders Marcus, direktør for Obton efter han i 2018 havde hentet Allan Søgaard Larsen til bestyrelsen.
Nu må andre altså tage sig af den del.
- Ledelsen i Obton Group har været meget glade for samarbejdet med Allan og takker ham i den forbindelse for hans store indsats for selskabet, skriver Obton i samme meddelelse.
Medstifter af Obton og bestyrelsesmedlem i Obton Group Holding, Peter K. Jørgensen, overtager nu formandsposten.
Allan Søgaard Larsen fastholder dog en del af sine engagementer, blandt andet i Altan.dk, som han købte sig ind i august 2018.