23948sdkhjf

Nyt krav: Lastbilers CO2-udledning skal skæres 30 procent

EU's klima- og energikommissær kalder ny aftale for lastbilers udledning af CO2 for "ambitiøs og balanceret"

Lastbilerne på de europæiske veje udleder for mange drivhusgasser, og det skal der gøres noget ved.

Det mener EU-Kommissionen og medlemslandene, der er blevet enige om flere klimavenlige lastbiler.

I en aftale, der blev indgået tirsdag, har parterne givet hånd på, at nye lastbiler skal udlede 30 procent mindre CO2 i 2030 i forhold til 2019.

Idéen er, at kravene skal bidrage til at nedbringe udledningerne af CO2 i hele Europa og sætte skub i udviklingen af klimavenlige køretøjer.

EU's klima- og energikommissær, Miguel Arias Cañet, kalder aftalen for "ambitiøs og balanceret".

- De nye mål vil hjælpe med at håndtere udledningen, lige som det betyder besparelser på brændstoffer til transportvirksomheder samt renere luft for alle europæere, siger han i en pressemeddelelse.

- For industrien i EU er det her en mulighed for at omfavne innovationen mod nulemission og styrke dens globale plads i førertråden, hvad angår grønne køretøjer, tilføjer han.

Næste skridt er nu, at aftalen formelt skal godkendes i Europa-Parlamentet og af de enkelte medlemslande. Det ventes at ske i de kommende måneder.

Efter planen skal aftalen i 2022 evalueres.

Fra dansk side er energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) tilfreds med aftalen.

- Jeg er glad for, at vi nu endeligt kan afslutte forhandlingerne med et resultat, der tager endnu et skridt i den svære udfordring med at reducere de stigende emissioner i transportsektoren.

- Danmark har presset på for at få en så ambitiøs aftale som muligt, og vi vil forsøge at styrke målet yderligere, når det skal evalueres i 2022, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088