23948sdkhjf

Ørsted sælger 1 TWh grøn strøm til britisk vandforsyningsselskab

Ørsted har indgået en langvarig erhvervselkøbsaftale (corporate PPA) med Northumbrian Water.

Aftalen, som løber i ti år, er den første PPA af sin slags i Storbritannien og er en udvidelse af de to selskabers aftale om levering af grøn strøm, som trådte i kraft i april 2018.

Fra 1. marts 2019 vil Northumbrian Water købe 30 pct. af sin grønne strøm direkte fra havvindmølleparken Race Bank, som ligger ud for Norfolk på Englands østkyst. Den udvidede aftale understøtter Northumbrian Waters strategi om bæredygtig og vedvarende energi og bygger ovenpå selskabets eksisterende elproduktion, der er baseret på solenergi, vandkraft, gas-til-net og avanceret anaerob nedbrydning.

Elkøbsaftalen indebærer, at havvindmølleparken årligt vil levere ca. 100 GWh grøn strøm til Northumbrian Waters forbrugssteder i det nordøstlige England, Essex og Suffolk. I aftalens løbetid bliver det til i alt ca. 1 TWh grøn strøm.

Ud over at bidrage til Northumbrian Waters vækst inden for vedvarende energi er aftalen også med til at nedbringe vandforsyningsselskabets driftsomkostninger, fordi prisen på strøm fastlåses i en længere periode.

- Vi er meget glade for den langsigtede stabilitet, vi opnår med aftalen, som samtidig er godt nyt for vores kunder og interessenter, da det nedbringer driftsomkostningerne, uden at det går ud over vores arbejde, siger kommerciel direktør for Northumbrian Water, Graham Southall.

I henhold til aftalen skal Ørsted desuden levere en løsning til balancering af elforsyningen fra havvind, så strømmen kan leveres til Northumbrian Water under den eksisterende forsyningsaftale.

Havvindmølleparken Race Bank blev idriftsat sidste år og er blandt de nyeste vindmølleparker i Storbritannien. Race Banks 91 Siemens Gamesa 6 MW-vindmøller kan producere op til 573 MW grøn strøm. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.18