23948sdkhjf

Islandsk fejlkøb sprænger bundlinjen i Munck Gruppen

Det islandske selskab LNS Saga har vist sig at være et smertensbarn for den fynske anlægskoncern Munck Gruppen A/S, der overtog selskabet i 2016 og omdøbte det til Munck Íslandi. 

Koncernen med omkring 1.400 ansatte har slået et enormt hul i 2017/18 og kommer ud med et underskud på næsten 130 mio. kr. før skat, hvilket kan henføres til problemer på det islandske marked. 

- Vi må konstatere, at vi desværre ikke har formået at vende udviklingen i det selskab, vi overtog i 2016. Til trods for en vedvarende indsats er resultatet i Island stærkt utilfredsstillende, og vi må nok erkende, at vi har taget fejl af selskabet og forretningens potentiale, lyder det fra adm. direktør Hans Christian Munck i en pressemeddelelse. 

Lægger sag an mod sælger
Munck Gruppen købte Munck Íslandi ehf. af den norske entreprenørkoncern LNS i december 2016. Kort tid efter overtagelsen stod det imidlertid klart, at selskabets finansielle situation var væsentligt mere ustabil end antaget, og Munck-koncernen har siden lagt sag an mod LNS for at have givet ufuldstændige og fejlagtige oplysninger i forbindelse med salgsprocessen.

Munck Gruppen har nu valgt foreløbigt at neddrosle aktiviteten i Munck Íslandi ehf., og man vil derfor bruge den kommende tid til at afklare fremtiden for selskabet.

Til gengæld kan Munck Gruppen glæde sig over, at der er positive tendenser i det danske marked.

-  Selvom det ærgrer os voldsomt at skulle præsentere et negativt resultat, så fremstår Munck Gruppens øvrige forretningsområder sunde, og det kommende år byder allerede på øget aktivitet i de danske selskaber, fortæller direktøren.

Venter overskud i år
De samlede danske aktiviteter præsterer således et overskud, og samlet set besidder selskaberne koncernens hidtil største ordrebeholdning, og der er udsigt til flere større projekter.

Omsætningen i koncernen er i regnskabsåret 17/18 på cirka 2 mia. kr. hvilket er på niveau med året før.

Koncernen indeholder selskaberne Munck Asfalt, Munck Forsyningsledninger og Munck Havne & Anlæg, hvoraf de to første har overskud og præsterer tilfredsstillende, mens Havne & Anlæg kom ud af året med et negativt resultat.

Munck Civil Engineering, der er med på Odense Letbane og flere internationale projekter, følger strategien, ifølge koncernen.

Samlet for Munck-koncernen forventes et positivt resultat i 2018/19.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093