23948sdkhjf

Tre kommuner kæmper for kystmøller

København, Aarhus og Sønderborg vil have vindmøller langs kysterne for at sikre billig vindmøllestrøm. Parterne er klar til rejse 490 MW.
I disse uger forhandler klima- og energiminister Lykke Friis med Folketingets partier om en ny energiaftale. Et af de nye elementer i energiaftalen ser ud til at blive kystnære havmølleparker. Det vil sige havvindmøller, som står så tæt på land, at prisen på energien bliver overkommelig, og så langt væk, at der kan findes egnede placeringer.

- En genial løsning, ifølge teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (København), formand for teknisk udvalg, Jette Jensen (Aarhus) og borgmester Aase Nyegaard (Sønderborg).

Efterlyser opbakning til lokale initiativer
- Der er mange kommuner, der gerne vil tage ansvar for klimaet. I København vil vi være verdens første CO2-neutrale hovedstad. Borgerne vil gerne have vindenergi. Men det er svært at finde tilstrækkeligt mange egnede steder i byerne, og det er voldsomt dyrt at lave offshore havmølleparker. Det så vi senest ved Anholt. Derfor er det fantastisk, at der mange steder i landet er borgere, kommuner og lokale energiselskaber, som tager initiativ til at rejse kystnære havmøller, der gør byernes energiforsyning grønnere. Dette lokale engagement bør regeringen og Folketinget bakke op om, siger teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ayfer Baykal i en pressemeddelse udsendt fra de tre kommuner: København, Aarhus og Sønderborg.

Kære regering....
Der kan gå lang tid, før de lokale kystnære havmølleinitiativer kan komme i gang, hvis Energistyrelsens nuværende udspil til energiaftale bliver vedtaget.

- Det burde ikke være så svært. 85 øre per kWh vil give energi, der er mange hundrede millioner kroner billigere end energien fra havmølleparken ved Anholt. Og de almindelige regler om vurderinger af virkning på miljøet ved store anlægsopgaver vil sikre, at der kun bliver rejst møller der, hvor det ikke skader natur, miljø eller landskab. Alligevel risikerer forhandlingerne at kunne munde ud i, at gode projekter, bl.a. ved København, Aarhus og Sønderborg, bliver bremset af politisk og bureaukratisk tøven. Det ville ikke være til at bære, siger Aase Nyegaard, borgmester i Sønderborg.

- Med de kystnære havmøller har vi en situation, hvor brede, lokale politiske flertal ønsker møllerne gjort til virkelighed. Og hvor befolkningen bakker op. Det er en central del af vores forslag, at minimum halvdelen af de nye møller ejes af lokale borgere, virksomheder og energiselskaber. Derfor siger vi: Kære regering, kom nu i gang med havmøllerne, siger formand for teknisk udvalg i Aarhus, Jette Jensen.

490 MW klar til start
Københavns Energi er klar til at rejse 270 MW med 90 havmøller på to lokationer ud for København. I Aarhus er Havvind Århus Bugt A/S med lokale energiselskaber og lav klar til at rejse ca. 100 MW i Århus-bugten, og i Sønderborg er Project Zero og Syd Energi klar til at rejse 120 MW nordøst for Als. Det kræver blot en garanteret mindstepris på 85 øre per kWh.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157