Forundersøgelser af Mejlflak Havmøllepark igangsættes
Energistyrelsen har givet tilladelse til, at Havvind Århus Bugt (HÅB) kan lave forundersøgelser for etablering af Mejlflak Havvindmøllepark i Århusbugten.
Går i gang hurtigst muligt
- Det er glædeligt, at HÅB har fået tilladelse til at lave forundersøgelser og at den gennemførte myndighedshøring ikke har medført forhindringer for realiseringen af havvindmøllerne. HÅB vil hurtigst muligt gå videre og gennem et offentligt udbud finde firmaer der ønsker at gennemføre forundersøgelserne for HÅB, udtaler Søren Egge Rasmussen, formand for HÅB.
Større udbygning af kystnære havmølleparker
I regeringens forslag til Energistrategi er der medtaget 400 MW kystnære havvindmøller.
- Jeg håber, at et energipolitisk forlig vil vedtage et større udbygning og sikre bedre afregningspriser for strømmen fra de kystnære havvindmøller, siger Søren Egge Rasmussen.
HÅB fortsætter samarbejdet med andre initiativtagere for kystnære havvindmøller for at forbedre vilkårene for at opstille havvindmølleparker.