23948sdkhjf

15.000 kubikmeter luft i 55 graders varme

Et 30 år gammelt ventilationsanlæg er netop ved at blive udskiftet i den 55 grader varme underjordiske tunnel, der forbinder Amagerværket med resten af fjernvarmenettet. Fra Refshaleøen under Københavns inderhavn til Oslo Plads på Østerbro.

Det er ventilationsentreprenør E. Klink, der udfører arbejdet - for Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR) med Rambøll som rådgiver - i den 40 meter dybe skakt og ufatteligt varme tunnel.

Energioptimeringen, altså udskiftningen af ventilationsanlægget, har øget luftmængden i tunnelanlægget fra 12.000 til 15.000 kubikmeter luft, og det anslås at generere en energibesparelse på op til 60 pct.

- Det er et teoretisk beregnet tal, så jeg vil ikke lægge hovedet på blokken. Men det er en forventet energibesparelse, der jo udspringer af, at man går fra et 30 år gammelt anlæg uden regulering til et moderne med regulering og ovenikøbet sætter recirkulation på, fortæller Jan Hindsbo fra CTR.

Installation i en 40 meter dyb skakt
Opgaven bestod i at udskifte det gamle ventilationsanlæg med otte nye energieffektive aggregater. Fire af de otte aggregater skulle placeres på Refshaleøen i et teknikrum ved siden af nedgangsskakten.

Installationen af de øvrige fire aggregater har været en del mere kompliceret.

De skulle nemlig monteres på fire indskudte dæk, placeret i forskellige niveauer i den 40 meter dybe og 8,8 m brede skakt, hvilket har været en kompliceret opgave.

- Udfordringen har været at udføre arbejdet på grund af trange pladsforhold. Vi har skullet bygge et stillads inde i den 40 meter dybe skakt, og alt er hejset ned gennem en lille (to gange to meter, red.) lem, fortæller forklarer entrepriseleder Kennet Rechendorff fra E. Klink

Ikke desto mindre er arbejdet ved at være ved vejs ende.

- Vi har været i gang i en fire til fem måneder. Vi er færdige med den hårde del, hvor vi har monteret kanaler og ventilationsanlæg. Derefter skal der sættes strøm til og gennemføres test og indregulering. Men så er det også færdigt arbejde, fortæller Kennet Rechendorff. 

Trækker varme ud
Udover at ventilere skal ventilationssystemet trække varme ud af det stærkt ophedede underjordiske anlæg. I tunnelen, der måler 4,32 meter i diameter, løber der fire store fjernvarmerør, der i sagens natur afgiver store mængder varme. Det skaber en temperatur i tunnelen på mellem 45 og 55 graders varme.

- For at optimere ventileringen mest muligt deles ventilationsanlæggets kanaler i midten af tunnelen, så kanalerne fra hver side afsluttes. I hver kanalsektion indsættes 19 indblæsningsarmaturer, der indreguleres således, at de første spjæld i tunnelen er mindst åbne, og de spjæld der er dybest inde står mest åbne, hvorved ventileringen bliver lige god i hele tunnelens udstrækning, forklarer Kennet Rechendorff.

Tunnelen udstyres med en separat svejseudsugning, så svejserøg effektivt kan fjernes fra tunnelen, når der udføres reparationer.

Montering i 45-55 graders varme
På grund af de høje temperaturer i det underjordiske anlæg må teknikere og montører kun opholde sig nede i selve tunnelen i 20 minutter ad gangen.

- Der har altid være mindst to mand på arbejde i tunnelen samtidig, og de har været udstyret med en Walkie-talkie, så de hurtigt kunne komme i kontakt med folk uden for tunnelen, hvis der skulle opstå en kritisk situation. Hofor har haft sikkerhedsfolk placeret ved udgangene på Refshaleøen og Oslo Plads, når E. Klinks medarbejdere og andre arbejdede nede i tunnelanlægget, fortæller Kennet Rechendorff og tilføjer:

- Hofor har opstillet meget strenge krav til arbejdet i tunnelen. Der har været styr på sikkerheden for vores folk.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11