Nu er der sat komma i el-måler-gate
En ny bekendtgørelse fra Energistyrelsen fastslår, at elnetselskaberne har pligt til at udskifte elmålere hos solcelleejere og andre egenproducenter af strøm, såfremt de ønsker det. Det drejer sig om udskiftningen af fase-målere til summationsmålere.
Det skriver Dansk Energi på sin hjemmeside.
Bekendtgørelsen slå samtidig fast, at anlægsejerne selv skal betale for udskiftningen.
Måler-gate
Hele sagen omkring fase- og summationsmålere har sit udspring i 2016, hvor Dansk Energi i en henvendelse til energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt påpegede det uholdbare i anvendelsen af de forskellige typer og elmålere.
Fasemåling og summationsmåling giver nemlig forskellige måleresultater for, hvad der leveres til elnettet, og hvad der trækkes ud.
Nu er det altså endt med den nye bekendtgørelse, der pålægger netvirksomhederne at udskifte fasemåleren med en summationsmåler hos egenproducenterne, hvis de ønsker det. Og at der for nye installationer kun skal installeres summationsmålere.
Et uafklaret punkt
Bekendtgørelsen fra Energistyrelsen blev udstedt den 25. januar 2019, og den trådte i kraft den 1. februar 2019. Der kan dog ikke helt sættes punktum i sagen endnu.
Solcelleejerne og egenproducenterne skal nemlig selv betale for udskiftningen og her udestår et enkelt uafklaret punkt.
- Vi er nu i dialog med Forsyningstilsynet om, hvor meget elnetselskaberne skal tage sig betalt for at skifte en fasemåler med en summationsmåler. Det må ikke forsinke udskiftningen, men netselskaberne har altså ikke endnu mulighed for at oplyse en pris. Den kan netkunderne først få at vide, når der kommer en afklaring fra Forsyningstilsynet på, hvor stort gebyret er, siger konsulent Henrik Hornum.