23948sdkhjf

Amerikanske GE får kæmpebøde efter køb af danske møllevinger

Urigtige oplysninger til EU under godkendelse af opkøbet af LM Wind koster General Electric 52 millioner euro

General Electric (GE) gav urigtige oplysninger til EU, da virksomheden ville købe danske LM Wind, som fremstiller vinger til vindmøller.

Det koster det amerikanske konglomerat en bøde på 52 mio. euro. Det svarer til 388 mio. danske kr.

EU har brug for korrekte oplysninger for at kunne vurdere en fusion, forklarer EU's kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, i en meddelelse.

- Den bøde, der i dag er blevet pålagt General Electric, er et bevis for, at EU-Kommissionen tager det meget alvorligt, når virksomheder ikke overholder deres pligt til at give os korrekte oplysninger, siger hun.

Når EU vurderer, om en fusion opfylder de fælles regler, skal virksomhederne indsende nogle oplysninger. EU's eksperter undersøger også disse på egen hånd.

GE meddelte i januar 2017 et ønske om at ville købe LM Wind.

I den forbindelse blev det oplyst, at virksomheden ikke var i færd med at udvikle en havvindmølle med en større generatoreffekt end virksomhedens eksisterende mølle på 6 MW.

Det skriver kommissionen i en forklaring om bøden.

Men EU-Kommissionen kunne via oplysninger fra en tredjepart konstatere, at GE på samme tid tilbød potentielle kunder en havmølle på 12 MW.

Det fik i første omgang General Electric til at trække planen om at købe LM Wind tilbage. Men kort efter kom en ny ansøgning fra GE. Opkøbet blev godkendt og gennemført på baggrund af nye oplysninger.

Kommissionen kan i sager som disse pålægge en bøde på op til 1 pct. af virksomhedens samlede omsætning.

Bøden skal have en afskrækkende virkning, der står i forhold til overtrædelsen, hedder det i en skrivelse fra kommissionen.

I den konkrete sag har EU vurderet, at GE uagtsomt gav urigtige oplysninger. Det betragtes som en "alvorlig overtrædelse".

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141