23948sdkhjf

Next Step fyrer op under 24 vækstvirksomheder

I Next Step Challenge får danske virksomheder styr på strategien – og lærer at tale kundesprog

Det er sjette år i træk, acceleratorprogrammet Next Step Challenge sigter mod at give væksten et skub hos en række danske SMV’er. Flere end 80 virksomheder har indtil videre været igennem forløbet, og årets 24 deltagere kan således kaste sig ud i et velafprøvet og fintunet program.

- Vi har fundet en form, der virker, hvor vi med afholdelse af workshops og nedsættelsen af skræddersyede, midlertidige advisory boards til de enkelte virksomheder sikrer, at de har adgang til både de nødvendige værktøjer og sparring med rigtig dygtige og erfarne kræfter fra netop deres branche, fortæller administrerende direktør Lisbeth Valther.

Stærke partnere og fem faste fokuspunkter
Med Next Steps 51 partnervirksomheder, der blandt andre tæller Grundfos, Danfoss og Solar, er de deltagende virksomheder så godt som sikre på at blive teamet op med nogen, der har konkret erfaring med lige præcis deres udfordringer. Og udfordringerne er mangeartede.

I år er de 24 deltagende virksomheder fordelt på i alt tre kategorier, og mens nogle kæmper for at få hul på et eksportmarked, har andre udfordringer på de indre linjer, mens atter andre gerne vil fokusere på salg. Fælles for virksomhederne er dog, at forløbet skal føre til en strategiplan, og at vejen derhen går gennem fem faste fokuspunkter.

- Vi har sammensat et program, hvor vi først arbejder med at øge værdiskabelsen, så handler det om at skærpe segmenteringen, dykke ned i markedsstrategier og at sikre, der er sammenhæng mellem forretningsmodel, drift og ambitionsniveau, så virksomhederne får fuld gevinst ved at skalere. Sidste punkt handler om mennesker og kultur; hvordan får vi medarbejderne med og sørger for, vi har de rigtige kompetencer til at vokse, forklarer Lisbeth Valther.

En klassisk udfordring
Selvom deltagervirksomhederne og deres udfordringer er vidt forskellige, har Lisbeth Valther gennem årene bemærket én udfordring, der går igen. Og årsagen skal måske findes i, at Next Step Challenge primært henvender sig til virksomheder, hvis produkter er temmelig tekniktunge.

- Når man kigger på tværs af deltagerfeltet, er det en klassisk problemstilling, at mange er startet på en teknisk baggrund med den rigtig gode idé. Det kommer der nogle meget stærke produkter ud af, men her mangler ofte lidt af den kommercielle forståelse, og det er næsten lige meget, hvor spændende og godt et produkt er, hvis du ikke kan forklare kunden, hvad det kan, understreger Lisbeth Valther.

Next Step Challenge - Fakta 

Next Step Challenge er et 5 måneder langt acceleratorforløb målrettet SMV’er med vækstpotentiale. 

I år deltager 24 virksomheder i de tre kategorier energieffektive teknologier, offshoreindustri samt oplevelsesøkonomi og turisme. 

Next Step Challenge løber fra januar til juni, i år er der desuden et efterårsforløb fra august til december

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125