23948sdkhjf

Energiens Silicon Valley har fundet sin direktør

Det bliver den 39-årige Søren Skov Bording, der sætter sig i chefstolen for Danmarks nye nationale forskningscenter for grøn omstilling, Center Danmark.

Søren Bording kommer fra en stilling som Loads & Control director i Vestas og har derfor et godt blik for det overordnede grønne fællesskab, som det nye center skal styrke:

- Det bliver ekstremt spændende at starte samarbejde med de forskellige partnere i Center Danmark. Sammen skal vi koble ny forskning og teknologi med innovative forretningsmodeller og løsninger i energinettet, siger den nyslåede direktør.

Centret, der endnu ikke har en fysisk ramme, er et samarbejde mellem EWII, Energinet, Thorsen Invest, samt de fire universiteter Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet. Det kommer til at fungere som samlingssted for viden, der kan fremme Danmarks grønne omstilling.

Målsætningen er at opbygge et 'energiens Silicon Valley'

- Med Center Danmark udbygger vi Danmarks position som foregangsland på den grønne omstilling. Jeg forventer, at vi i Center Danmark vil udvikle en banebrydende digital platform, og blive et hotspot internationalt for nye intelligente løsninger, siger Søren Bording.

For nyligt valgte Innovationsfonden at tildele Center Danmark 30 millioner kroner øremærket til det fire-årige forskningsprojekt 'Flexible Energy Denmark'. Projektet fokuserer på at udvikle løsninger til omstilling af vores nuværende forsyning til en fremtidig grøn energiforsyning – for eksempel ved at fokusere på bedre udnyttelse af digitale data i elforbruget. Projektet bliver en af de første, større opgaver som centret skal varetage.

Søren Skov Bording tiltræder som direktør for Center Danmark d. 1. juni 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125