23948sdkhjf

Guldborgsund Forsyning aflyser EU-udbud til 200 millioner kroner

Under overskriften ’Mod nye tider’ lavede Guldborgsund Forsyning i slutningen af 2018 et EU-udbud af opførelse af fire nye renseanlæg i totalentreprise.

Ideen med at udbyde det omfattende projekt i totalentreprise var dels at opnå synergieffekter ved at udbyde flere store projekter samlet og dels at tiltrække nye, innovative ideer til forbedring af ’fremtidens renseanlæg’.

- Vi må imidlertid desværre med en vis skuffelse konstatere, at det oprindelige EU-udbud ikke afstedkom den forventede konkurrence i markedet, udtaler projektchef Jesper Reinhold, Guldborgsund Forsyning.

Netop derfor har Guldborgsund Forsyning valgt at sløjfe EU-udbuddet og splitte totalentreprisen op i fem hovedentrepriser. 

- Med den nye model forventer vi samtidig at opnå øget konkurrence om opgaverne og ikke mindst at give flere lokale virksomheder mulighed for at byde ind på opgaverne, siger Jesper Reinhold.

Fra en til fem
Den omfattende anlægsopgave var altså tidligere udbudt i totalentreprise, hvor man i december prækvalificerede to virksomheder Zacho-Lind i Ishøj og Hansson & Knudsen i Odense.

De to virksomheder trak sig siden hen, og Guldborgsund Forsyning valgte altså at aflyse det oprindelige udbud. 

- Nu udbydes fem hovedentreprisekontrakter, hvoraf tre er i EU-udbud, hvilket er nødvendigt på grund af opgavernes omfang, og to er såkaldte underhåndsudbud, oplyser Jesper Reinhold og tilføjer:

- Forskellen på at udbyde projektet i én totalentreprise og som fem hoved- og underhåndsentrepriser ligger primært i, at ovennævnte entrepriseformer ikke omfatter eksempelvis projektering. Det har vi til gengæld indgået en aftale med rådgivningsfirmaet EnviDan om at stå for.

Da anlægsopgaven stadig var en totalentreprise forventede Jesper Reinhold, at den ville løbe op i omegnen af 200 millioner kroner. Det beløb forventer han stadig holder stik.

Fire nye anlæg og en transportledning
Guldborgsund Forsyning og Envidan er allerede gået i gang med at slå stregerne til de fem hovedentrepriser. De alle sendes i udbud inden udgangen af 2019.

- De udbydes tidsmæssigt forskudt i forhold til hinanden. Og det råder i væsentlig grad bod på den forsinkelse af projektet, som gennemførelse af de nye udbud naturligt indebærer. Derfor forventer vi fortsat, at alle delprojekter vil kunne være afsluttet inden udgangen af 2021, siger Jesper Reinhold.

Fire op og fire ned

Sådan gennemføres projektet nu.

  • Totalrenovering af Nykøbing F. Renseanlæg (35.000 PE). Udbydes som hovedentreprise i EU-udbud med prækvalifikation i oktober 2019.
  • Totalrenovering af Gedser Renseanlæg (5.000 PE). Udbydes som hovedentreprise i EU-udbud med prækvalifikation i april 2020. *)
  • Transportledninger mellem Scandlines Terminalen i Gedser og Gedser Renseanlæg. Udbydes som hovedentreprise i EU-udbud i juli 2019. *)
  • Totalrenovering af Stubbekøbing Renseanlæg (3.500 PE). Udbydes i underhåndsentreprise i oktober 2019.
  • Totalrenovering af Marielyst Renseanlæg (20.000 PE). Udbydes i underhåndsentreprise i januar 2020.

*) For disse entrepriser gælder, at de ikke hver for sig overstiger tærskelsummen, der kræver EU-udbud. Men EU-udbudstekniske forhold bevirker alligevel, at entrepriserne skal i EU-udbud, fordi den samlede entreprisesum forventes at overstige tærskelsummen – også selvom opgaverne udbydes hver for sig.

Kilde: Guldborgsund Forsyning

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11