23948sdkhjf

Der skal mere end aktivt kul på banen

Mere end rigeligt at se til. Det er i sin grundessens, hvad der har fået Region Sjælland til at række ud mod landets små og mellemstore virksomheder og invitere dem med ombord på udviklingen af ny miljøteknologi. 

- Vi har jo som region en forpligtelse til at sikre det rene grundvand, og her er vi blandt andet udfordret af det stigende antal fund af pesticidrester. Det truer vores forsyning helt generelt, og vi er nødt til at finde smartere metoder til både undersøgelse, analyse og behandling, forklarer Hasse Milter, chefkonsulent i Region Sjælland. 

Mangler overblik over aktører
Derfor har regionen nu oprettet en hjemmeside, der henvender sig til alle med idéer til ny teknologi eller nye metoder på miljøområdet. Ifølge Hasse Milter er det nemlig langt fra sikkert, at man har overblik over alle områdets aktører.

- Vi tror simpelthen ikke, at vi har afsøgt markedet godt nok. Vi kender ikke alle virksomheder og forskere, og med det her initiativ giver vi erhvervslivet og universiteterne en indgang til et samarbejde, hvor vi kan stille testområder, rådgivning og en masse driftserfaring til rådighed; alt sammen med fokus på at skabe løsninger, der kan kommercialiseres, forklarer chefkonsulenten.  

Netop muligheden for kommercialicering er afgørende, fortæller Hasse Milter. Derfor gør regionen sig også særligt umage med at sammensætte bredere grupper af slutbrugere, så der ikke bliver udviklet løsninger, der kun giver mening for landets fem regioner.

- Regionerne er simpelthen ikke store nok til at være den eneste slutkunde, hvis et udviklingsprojekt skal kunne betale sig. Så i den forbindelse kigger vi også en del mod landets vandforsyninger, som står over for lignende problemer, forklarer han. 

Alt det, der kan gøres smartere
Og hvad er det så helt specifikt for nogle teknologier, regionen drømmer om at få adgang til? Ifølge Hasse Milter kan det dreje sig om snart sagt hvad som helst, men særligt sensor- og renseteknologi har stor interesse. 

- Der er mange ting, som kunne gøres smartere. I dag renser vi som udgangspunkt vandet ved hjælp af aktivt kul, der kan binde forurening, men en del af de nedbrudte stoffer binder sig ringe på kullet. Vi har også en udfordring med overvågning af vandkemi, som lige nu foretages via regelmæssige vandprøver. Her ville smartere sensorteknologi kunne spare os for rigtigt meget, fortæller Hasse Milter.

- Men vi vil gerne udvikle på alle de steder i processen, hvor noget kan gøres smartere, og det er lige fra undersøgelser af forureninger til analyse af vandprøver og rensning af jord og grundvand, slår han fast.

Vi kan pege på problemer og penge
Det er altså klart, hvad regionen håber på at få ud af det nye initiativ. Mindre klart står det måske, hvad private virksomheder skal få ud af samarbejdet, men ifølge Hasse Milter har regionen masser at byde ind med. Dels som problemhaver, der kan definere kravene til en fremtidig løsning, men også på en række andre områder.  

- Vi vælter os jo ikke ligefrem i penge, men det betyder til gengæld, at vi har nogle folk, der er rigtig dygtige til at skaffe finansiering til udviklingsprojekterne, og den rådgivning stiller vi meget gerne til rådighed. Derudover kan vi byde ind med den virkelighedsnære driftserfaring, som nogle gange mangler hos de private virksomheder, og endelig kan vil tilbyde en slags kravlegård, hvor virksomheder kan udvikle og teste deres løsninger på vores lukkede og sikrede testgrunde, fortæller Hasse Milter. 

Chefkonsulenten fortæller, at der allerede er kommet flere henvendelser fra interesserede virksomheder, men han understreger, at der bestemt er plads til flere. 

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087