23948sdkhjf

Kalundborg bliver klimakommune nr. 70

Samarbejde med industrien, energirenovering af kommunale bygninger, vindmølle-plan og testkørsel af elbiler er nogle af klimainitiativerne i Kalundborg Kommune - Klimakommune nr. 70 i Danmark.
Når Kalundborgs borgmester, Martin Damm, torsdag den 11. august skriver under på Dansk Naturfredningforenings klimakommuneaftale, forpligter kommunen sig til at nedbringe CO2-udslippet med to procent om året frem til år 2020.

Klimakommuneaftalen med DN har fokus på CO2-udledningen fra kommunens egne aktiviteter: El- og varmeforbruget i bygninger samt brændstof til kommunens tjenestebiler og entreprenørmaskiner. Kalundborg Kommune er også med i den Europæiske Borgmesteraftale for at reducere CO2-udslippet i hele kommunen med op til 20 procent i 2020.

Ambitioner for klima og energi i Kalundborg
For at nå de aftalte klimamål arbejder Kalundborg Kommune på en ambitiøs klima- og energiplan
for hele kommunen som geografisk enhed. Det er et godt grundlag for at opnå konkrete resultater i klimakommuneaftalen med DN, siger borgmester Martin Damm.

- Det er ikke uden grund, at vi kalder os for Den grønne Industrikommune og har fokus på
klima. Cirka 9 procent af Danmarks samlede CO2-udledning kommer fra industrien i Kalundborg.
Det er derfor naturligt, at vi går forrest i kampen mod globale klimaforandringer og bidrager
aktivt til en bæredygtigt energi- og miljømodel i tæt samarbejde med industrien.

Inspiration for andre kommuner
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, byder Kalundborg
velkommen på klimaholdet som klimakommune nummer 70:

- Kalundborg kommune er særlig interessant at have med på holdet som klimakommune, da
kommunens industri alene står for 9 procent af Danmarks samlede udledning. Når kommunen
nu for alvor går foran og systematisk viser vejen ved at reducere sin CO2-udledning, giver det
et endnu bedre grundlag for dialog med industrien, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident
i Danmarks Naturfredningsforening.

Kalundborg Kommunes klimainitiativer
  • En hjørnesten i klimaarbejdet er det tætte samarbejde med industrien (Kalundborg Symbiosis) for at fremme udviklingen af løsninger, der kan nedbringe udledningen af drivhusgasser og øge anvendelsen af vedvarende energikilder.
  • Energirenovering af kommunens ejendomme har været et vigtigt indsatsområde gennem flere år, således har kommunen investeret 20 millioner i ESCO-projekter, og gennemført energiforbedringer på en række kommunale institutioner. Arbejdet forsætter og yderligere 25 millioner er afsat til nye projekter.
  • I 2009 blev kommunens vindmølleplan vedtaget som en del af kommuneplan 2009-2021, og der er vindmølleprojekter under opstart flere steder i kommunen.
  • Kalundborg Kommune deltager i forskningsprojektet "Test en elbil", hvor borgere i kommunen låner en elbil i en periode på tre måneder. Borgerne indberetter løbende deres erfaringer med brug af elbilen i dagligdagen. "Testenelbil.dk" kører frem til foråret 2013 i Kalundborg Kommune. Projektet er landsdækkende. Her i kommunen får i alt 80 familier mulighed for at deltage i projektet.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094