Dronninglund Varmeværk kæmper for landets største solfangeranlæg
Dronninglund Varmeværk indleder nu dialog med de naboer til det planlagte solvarmeanlæg, der har klaget.
Mister tilskud, hvis sagen trækker ud
Varmeværket har modtaget et tilskud på 20 mio. kr. fra EUDP-midlerne - 20 mio. kr. man risikerer at miste, såfremt naboerne trækker sagen i langdrag.
- Derfor håber vi, at en konstruktiv drøftelse med naboerne kan rydde eventuelle misforståelser af vejen, siger formanden for Dronninglund Varmeværk, Carsten Møller Nielsen.
Ingen gener fra kæmpeanlæg
Solvarmeanlægget skal ligge på et 35.000 kvadratmeter stort areal, men anlægget vil ikke blive til gene for nogen.
- Der er hverken tale om vindmøller, som støjer eller et biogasanlæg, som lugter, og andre steder i landet er der ingen naboer, som har problemer med at bo ved et solvarmeanlæg, siger formanden for Dronninglund Varmeværk Carsten Møller Nielsen, der håber, at naboerne efter et møde mandag vil trække klagerne tilbage.