23948sdkhjf

Vestforbrænding brugte forkerte tal om genanvendelse

Gennem flere år har Vestforbrænding lovet at genanvende mindst 75 procent af borgernes plastaffald – et tal, som kritikere har kaldt helt urealistisk.

Nu afslører interne e-mails og dokumenter fra Danmarks største affaldsselskab, som Ingeniøren har fået aktindsigt i, at kritikerne har haft ret.

Det skriver Ingeniøren.dk.

Ifølge en kommunikationsplan fra 2. juli estimerer Vestforbrænding den faktiske genanvendelsesprocent for plast til at være 30 pct. Og i flere interne e-mails beskriver direktør Peter Basland risikoen for, at under en tredjedel af københavnernes plastaffald bliver til nye produkter.

- Umiddelbart ser det ud til, at vi (...) kun kan bekræfte en reel genanvendelse på ca. 31 pct. i 2018!, skriver Peter Basland til bestyrelsesformand Ole Bondo Christensen 1. juli efter at have læst en tilsynsrapport fra det tyske anlæg, der i dag sorterer husholdningsplasten fra hovedstadsområdet.

Fastholdt tal
To uger tidligere havde Vestforbrænding afblæst en netop indgået aftale med det danske firma HCS om at overtage opgaven. Aftalen skulle være trådt i kraft 1. januar 2020.

- Jeg kan ikke skrive under på en aftale, hvis vi risikerer at brænde næsten 8 kg plast, hver gang en husstand, der har meldt sig ind i klimakampen, har udsorteret 10 kg til genanvendelse, skrev Peter Basland til sin chefjurist og sin udviklingschef 9. juni.

Men på trods af den interne klarhed om den reelle genanvendelsesprocent har Vestforbrænding i flere omgange fastholdt, at 75 procent af plastaffaldet blev genanvendt. Og selv da selskabet 9. juli udsendte en pressemeddelelse om den manglende dokumentation for den høje genanvendelse, beskrev selskabet over for Ingeniøren forskellen som »småting«.

Forbrændingen erkender fejl
Oplysningen om en genanvendelsesprocent på så lidt som 31 har affaldsselskabet endnu ikke videregivet til borgerne og sine 19 ejerkommuner. Men direktør Peter Basland erkender i en e-mail til Ingeniøren 19. august, at Vestforbrænding har begået en alvorlig fejl, når de tidligere ikke har skelnet mellem den teoretiske og den faktiske genanvendelse.

Anne Aittomaki, som er strategisk direktør i miljøorganisationen Plastic Change, er chokeret over, at genanvendelsen risikerer at være så lav:

- Hvordan er de gået fra de 75 pct., de i længere tid har stået ved, til lige pludselig at sige, at tallet måske er helt nede på 31 pct.? Jeg er overrasket over, at de først har den indsigt nu, siger hun til Ingeniøren.

Kilde: ing.dk/228258

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.539