Vindmølleindustriens underleverandører tvinges til udflytning
Underleverandører tvinges i stigende grad til at investere i regioner de store vindmølleproducenter søger til, hvis de vil have succes.
- Vi oplever en stadig større grad af specialisering i vindindustriens værdikæde. Stadig flere vindmøllefabrikanter ser store fordele ved at anvende underleverandører for at sikre løbende teknologisk udvikling, hurtigere ”time-to-market” samt lokal og fleksibel produktionskapacitet, siger Frank V. Nielsen, teknologidirektør i LM Windpower, til Børsen.
For underleverandørerne betyder det, at de i stigende grad må investerer i produktion i nye regioner med lave produktionsomkostninger. Prisen er bl.a. nedlæggelser af arbejdspladser i områder med store produktionsomkostninger som f.eks. Danmark.
Succesfuld strategiændring
en af virksomhederne, som har tilpasset sig forholdene er LM Windpower. En strategiændring efter finanskrisen betød, at vingeproducenten satser på at producere i områder, som er interessante for de store producenter og produktionsomkostningerne er i bund.
- Det er, hvad vi har bygget vores forretningsmodel på. Nemlig at tilbyde vores kunder lokal produktion på de største vindmarkeder, hurtig adgang til nye markeder og fokus på teknologisk udvikling, for at sikre at omkostningerne ved vindenergi bliver ved med at falde, siger Frank V. Nielsen til Børsen.