23948sdkhjf

Opgradering af Herningværket ved vejs ende

Daværende finansminister Kristian Jensen tog den 1. marts 2018 det første spadestik i ombygningen af Herningværket. Kraftvarmeværket skulle opgraderes med et røggaskondenseringsanlæg, der udnytter restvarmen i røgen og gør værket mere effektivt.

Fakta om Herningværket

Herningværket har en kapacitet på 78 MW el og 200 MJ/s varme.

Herningværket producerer fjernvarme svarerende til ca. 48.000 danske husstandes årlige varmeforbrug.

Værket er i stand til at levere varme uden også at skulle producere el.

Det kan eksempelvis være aktuelt i de tilfælde, hvor der bliver produceret nok el fra sol og vind til at dække efterspørgslen.

Halvandet års ombygning er afsluttet.

- Med det nye anlæg på Herningværket bliver vi i stand til at sænke vores brændselsforbrug med omkring 20 procent. Det er en rigtig positivt nyhed for vores klima og for vores fjernvarmekunder, da vores flisfyrede kraftvarmeværk nu bliver endnu grønnere, siger Ole Thomsen, produktionsdirektør i Ørsteds bioenergiforretning i en pressemeddelelse.

En forudsætning for aftale
Ombygningen blev sat i gang, samtidig med at Ørsted indgik en 15-årig aftale med Eniig Varme, Energi Ikast Varme og Sunds Vand og Varme om fortsat at levere fjernvarme fra Herningværket.

- Det nye anlæg har været en væsentlig forudsætning i forhold til indgåelsen af den nye, langsigtede varmeaftale. Både nu og i fremtiden er målsætningen at drive et både effektivt samt pris- og miljømæssigt bæredygtigt fjernvarmeselskab i Herning, hvor prisen og den grønne varmeprofil har stor betydning for kunderne - og er vigtige incitamenter for deres valg af fremtidig varmekilde, siger Erling V. Klemmensen, som er chef i Eniig Varme.

Fra kul til flis
Herningværket er fra 1982 og blev bygget som et kulfyret kraftværk. I 2000 blev det ombygget til at fyre med naturgas, og to år efter blev det bygget om til primært at fyre med træflis.

Siden 2009 har Herningværket været i stand til udelukkende at køre på biomasse - hovedsageligt træflis suppleret med træpiller. Med etableringen af det nye anlæg, der skal udnytte restvarmen i røgen, bliver værket nu endnu mere effektivt og kan sænke sit brændselsforbrug markant.

Helt slut med kul
Ørsteds syv største kraftvarmeværker, hvoraf Herningværket er et, dækker omkring en fjerdedel af Danmarks samlede fjernvarmeforbrug.

Fem af kraftvarmeværkerne har allerede erstattet kul og gas med træpiller og flis. Ørsted har siden 2006 reduceret sit kulforbrug med 82 procent.

Ved udgangen af 2022 er det helt slut med at fyre med kul på alle Ørsteds kraftvarmeværker.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097