23948sdkhjf

Efter to nye ordrer: Obton klar til yderligere 100 MWp

Stigende interesse for solcelleanlæg på parkeringsanlæg i Frankrig har sikret øget vækst for den danske sol-udvikler Obton.

Virksomheden har netop landet to projekter i Nordfrankrig på i alt 11,8 MW. Byggeriet af det ene projekt i Wavrin går i gang her i oktober, mens projektopstart på det andet projekt i Forbach bliver med udgangen af året. 

Anlægget i Wavrin er på 7,2 MW. Det dækker 38.000 kvadratmeter parkeringspladser med cirka 24.000 solpaneler. Projektet i Forbach og er på 4,6 MW. Det dækker 24.000 kvadratmeter parkeringspladser med ca 15.000 solpaneler. 

Den store interesse for tagbaserede anlæg får nu Obton og dets datterselskab Coruscant Developpement til at udvide aktiviteterne yderligere.

- Vores speciale i Frankrig er de tagbaserede anlæg, som placeres på carparks og på den måde leverer skygge til bilerne – og grøn strøm til lokalområdet. Et attraktivt produkt, vi de seneste år har oplevet en markant stigende interesse for – og vi udvider løbende vores aktiviteter, siger CEO hos Obton Anders Marcus og tilføjer:

- Ser vi på pipelinen for det næste år, har vi projekter på i alt 100 MWp klar eller undervejs, som vi kommer til at byde ind med i de kommende franske udbud.

Buldrende fransk marked
Obton har været repræsenteret på det franske marked siden 2013 – og siden 2017 med datterselskabet Coruscant Develloppement, som er én af de største udbydere af parkeringsanlæg med solceller i Frankrig.

Og aktiviteterne på det buldrende franske solenergimarked vokser altså fortsat. Senest med de to vundne projekter i Nordfrankrig.

- Sammenlignet med nogle af Europas andre store lande som Tyskland og Spanien, er Frankrig bagud i forhold til overgangen til vedvarende energi. Det har fået regeringen til at højne ambitionerne på området, hvilket gør solcelleparker yderst attraktive for os. Obton og Coruscant har over 400 projekter i Frankrig med en kapacitet på over 126 MWp, og vi ser fortsat et stort potentiale på området, siger managing director hos Coruscant Developpement Jean-Luc Leloup

Danish Royal Visit to France
Obton og Coruscant Developpement deltager 7.-8. okt i det officielle erhvervsfremstød 'The Danish Royal Visit to France' i Paris, hvor de sammen med kronprinsparret, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen samt en lang række danske og franske virksomheder, heriblandt Dall Energy, udforsker mulighederne for tættere samarbejde landene imellem på områder inden for blandt andet energi og bæredygtighed.

- Verden står over for nogle store udfordringer på klimaområdet. Udfordringer, vi som enkeltlande ikke kan løse selv, men hvor vi må arbejde sammen over landegrænser for at finde de bedst mulige løsninger. Her glæder vi os over kontakten til Frankrig og ser frem til at styrke den yderligere, siger Anders Marcus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093